Generationsforureninger
Vi er blevet opmærksomme på, at det ikke fremstår klart i bekendtgørelsen, hvorvidt de lovpligtige forsikringer, som skal tegnes af regionen som bygherre, når der indgås aftale og gennemføres bygge- og anlægsprojekter, er dækket af tilsagnet om tilskud, jf. § 5.
Vi antager ud fra formulering af § 5, at listen ikke er udtømmende, og at udgifter til disse særlige forsikringer indgår i første del af § 5 ”Tilsagn om tilskud dækker regionsrådets udgifter til indledende pilotprojekter, undersøgelser og oprensning af generationsforureninger...”
Vi vil enten gerne have ovenstående bekræftet eller tilføjet en ny samlekategori til listen, idet der kan være andre udgifter, der ikke umiddelbart vil kunne indplaceres under 1) til 3). Den kunne formuleres som ny 4) – andre udgifter, der er direkte relaterede til gennemførelsen.
Overfladevandsopgaven
De langvarige regeringsforhandlinger har medført, at regionerne først i 3. kvartal får mulighed for at ansøge om tilsagn til de puljemidler, der er afsat til overfladevandsopgaven på finansloven for 2026. Dette medfører praktiske udfordringer i forhold til at sikre kontinuiteten i de igangværende feltundersøgelser.
Vi foreslår på den baggrund, at det skrives ind i bekendtgørelsen, at regionerne har mulighed for at søge tilsagn til de midler, der allerede er brugt på opgaven i 2026, hvis udgifterne ikke kan dækkes af midler fra 2025.
Vi er også fortsat bekymrede over den ikke ubetydelige ekstra administration, som ordningen med særskilte planer, årlige statusrapporter, ansøgninger og tilsagn medfører, ikke mindst i betragtning af puljens begrænsede størrelse. I stedet kunne man vælge en model, hvor regionernes årlige indsatsplaner, som udarbejdes efter jordforureningslovens § 18, udvides til også at omfatte de sager, som finansieres af puljemidlerne. Det samme gælder regionernes årlige indberetninger, som vi vurderer, er fuldt tilstrækkelige til at dokumentere forbruget af puljemidlerne.
Vi ser frem til genudstedelse af bekendtgørelsen, så vi kan komme videre med projekterne.
Med venlig hilsen
Bente Villumsen
- Læs også Danske Regioners hørringssvar i PDF-format herunder: Høringssvar til revideret bekendtgørelse om tilskud til regionsrådets oprensning af generationsforureninger m.v.