Gå til indhold

Høringssvar til bekendtgørelse om tildeling af eksklusiv ret til Region Syddanmark til levering af digital behandling af let til moderat depression eller angst hos personer mellem 18 og 24 år

Danske Regioner takker på vegne af de fem regioner for muligheden for at afgive høringssvar til bekendtgørelse om tildeling af eksklusiv ret til Region Syddanmark til levering af digital behandling af let til moderat depression eller angst hos personer mellem 18 og 24 år. Til brug for besvarelsen har Danske regioner indhentet input fra de fem regioner.

Overordnede bemærkninger

Danske Regioner bakker op om intentionen om at sikre et ensartet og landsdækkende tilbud om digital behandling af let til moderat depression eller angst til unge mellem 18 og 24 år. Det er positivt, at bekendtgørelsen understøtter anvendelsen af en fælles regional løsning med henblik på at sikre høj og ensartet kvalitet på tværs af landet

Danske Regioner finder dog anledning til at pege på en række forhold, hvor der med fordel kan skabes større klarhed i bekendtgørelsen. Det gælder særligt afgrænsningen af den eksklusive ret, forholdet til regionernes øvrige anvendelse af digitale løsninger samt rammerne for udvikling, afprøvning og fremtidig anvendelse af digitale behandlingsformer.

Det er efter Danske Regioners vurdering væsentligt, at bekendtgørelsen afgrænses så klart, at den eksklusive ret ikke utilsigtet begrænser regionernes mulighed for at anvende digitale elementer som led i øvrige behandlingsforløb eller for at udvikle og afprøve nye digitale løsninger.

 

Bemærkning vedr. anvendelsen af "og" og "eller"

Danske Regioner bemærker, at bekendtgørelsen flere steder anvender formuleringen "digital behandling af let til moderat depression og angst hos personer mellem 18 og 24 år". Samtidig fremgår det af bekendtgørelsens titel, at ordningen vedrører "digital behandling af let til moderat depression eller angst hos personer mellem 18 og 24 år".

Danske Regioner foreslår, at formuleringen konsekvent ændres til "depression eller angst" gennem hele bekendtgørelsen. Anvendelsen af "og" kan efter ordlyden forstås således, at målgruppen alene omfatter personer, som samtidig har både depression og angst, hvilket ikke vurderes at være hensigten. Formuleringen "eller" er mere i overensstemmelse med målgruppen for tilbuddet.

 

Bemærkninger til begrebet ”digital behandling” og behov for konsekvensrettelser i §§ 1, 3 og 4

Danske Regioner bemærker, at der overordnet kan være en udfordring med anvendelsen af begrebet ”digital behandling” i bekendtgørelsen. Begrebet anvendes bredt i sundhedsvæsenet og kan blandt andet omfatte videokonsultationer, internetbaseret psykologisk behandling, brug af sundhedsapps, fjernmonitorering og kunstig intelligens, hvor patienten modtages eller følges i eget hjem.

Hvis bekendtgørelsens ordlyd udlægges i denne brede betydning, kan den utilsigtet forstås sådan, at regionerne ikke kan benytte videokonsultationer i egne tilbud eller i tilbud, der varetages af private leverandører. Det vil være stærkt uhensigtsmæssigt og vurderes ikke at være intentionen med lovgivningen.

Regionerne anvender i dag en række digitale løsninger som led i behandlingsforløb, herunder videobaserede konsultationer, digitale informations- og psykoedukationsforløb, understøttende læringsmoduler samt digitale redskaber til opfølgning og fastholdelse af behandlingseffekt. Disse løsninger udgør ikke nødvendigvis selvstændige digitale behandlingsforløb og er ikke direkte alternativer til den fælles internetbaserede behandlingsløsning.

Danske Regioner foreslår derfor, at det præciseres i bekendtgørelsen, at den eksklusive ret vedrører det konkrete digitale behandlingsforløb, som Region Syddanmark leverer gennem Center for Digital Psykiatri. Det bør fremgå, at digital behandling i denne sammenhæng forstås som digitale behandlingsforløb, hvor den sundhedsfaglige ydelse består af skriftlig støtte i et digitalt behandlingsprogram, telefonisk opfølgning og epikrise til egen læge. Det bør samtidig fremgå klart, at bekendtgørelsen ikke udelukker, at regionerne i egne tilbud kan anvende digitale elementer, herunder eksempelvis videokonsultationer, som led i øvrige behandlingsforløb.

Det foreslås på den baggrund, at § 1 formuleres, så bekendtgørelsen har til formål at tildele Region Syddanmark en eksklusiv ret til at levere digitale behandlingsforløb med

Skriftlig støtte, telefonisk opfølgning og epikrise til egen læge for behandling af let til moderat depression eller angst hos personer mellem 18 og 24 år, jf. sundhedslovens § 73 j, stk. 1, som digital tjenesteydelse til de øvrige regioner med henblik på at sikre ensartet skriftlig, online behandling af høj kvalitet på tværs af regionerne.

Tilsvarende bør § 3 rettes, så det fremgår, at behandlingen gennemføres som et digitalt behandlingsprogram, telefonisk opfølgning og epikrise til egen læge. En sådan præcisering vil mindske risikoen for, at bekendtgørelsen fortolkes bredere end tilsigtet og dermed utilsigtet begrænser regionernes anvendelse af andre digitale elementer i egne tilbud.

Der bør desuden konsekvensrettes i § 4, så det fremgår, at Region Syddanmark tildeles en eksklusiv ret til at levere digitale behandlingsforløb  omfattet af § 2 som digital tjenesteydelse til de øvrige regioner.

 

Bemærkninger til § 4, stk. 5: Eksklusiv ret bør ikke begrænse udvikling og afprøvning

Danske Regioner forstår intentionen om, at der i perioden med eksklusiv ret alene skal være én fælles national løsning i drift. Det bør dog præciseres, at bestemmelsen ikke afskærer regionerne fra at udvikle eller videreudvikle digitale behandlingsløsninger med henblik på fremtidig anvendelse, forskning, afprøvning eller videreudvikling af området.

En sådan præcisering vil understøtte innovation og fortsat udvikling af digitale behandlingsformer uden, at dette udfordrer den eksklusive ret til den fælles løsning i driftsperioden. Det er helt essentielt, at regionerne fortsat kan udvikle løsninger, men disse kan naturligvis ikke være i drift så længe den eksklusive ret gælder.

Danske Regioner anbefaler derfor konkret, at formuleringen om, at de øvrige regioner ikke må udvikle anden digital behandling, udgår af § 4, stk. 5. Bestemmelsen bør herefter alene afskære de øvrige regioner fra at anvende anden digital behandling til de omfattede personer, medmindre hensynet til den offentlige sundhed og patientsikkerheden tilsiger det, og Region Syddanmark helt undtagelsesvist ikke har kapacitet til at levere behandlingen, eller det kan påvises, at Region Syddanmark i væsentligt omfang ikke overholder fastsatte eller aftalte vilkår for levering, jf. § 5.

 

Bemærkninger til § 4, stk. 5, nr. 1 og 2: Behov for klare kriterier ved undtagelser

Det fremgår af § 4, stk. 5, at de øvrige regioner undtagelsesvist kan anvende anden digital behandling, hvis Region Syddanmark ikke har kapacitet til at levere behandlingen, eller hvis Region Syddanmark i væsentligt omfang ikke overholder fastsatte eller aftalte vilkår for levering.

Danske Regioner efterspørger nærmere afklaring af, hvordan disse betingelser skal vurderes i praksis. Det er blandt andet uklart, om vurderingen af manglende kapacitet eller manglende overholdelse af vilkår skal ske på nationalt niveau eller i forhold til den enkelte region. Tilsvarende er det uklart, hvem der foretager vurderingen, og hvilke kriterier der skal lægges til grund. Danske Regioner anbefaler, at disse forhold præciseres for at sikre en ensartet administration af ordningen og undgå fortolkningstvivl. 

Danske Regioner ser frem til det videre arbejde med implementeringen af ordningen og bidrager gerne til den videre afklaring af bekendtgørelsens afgrænsning og praktiske anvendelse.

 

Læs også Danske Regioners høringssvar i PDF-format herunder: Høringssvar til bekendtgørelse om tildeling af eksklusiv ret til Region Syddanmark til levering af digital behandling af let til moderat depression eller angst hos personer mellem 18 og 24 år