Gå til indhold

Sundhedsinnovation

Regionerne og erhvervslivet samarbejder om digitalt løft af sundhedsvæsenet

For første gang går sundhedsvæsenet og erhvervslivet sammen i et større offentlig-privat samarbejde om at udnytte den nyeste digitale teknologi til at skabe bedre sundhed. Det er Danske Regioner og Dansk Industri som nu indleder et utraditionelt samarbejde om at bruge teknologien til at give bedre forebyggelse, diagnostik, behandling, rehabilitering og genoptræning.

Danske Regioner og DI vil med den nye satsning gøre Danmark til førende HealthTech nation til gavn for patienter og samfund. Ved at samle forskellige aktører om innovation vil parterne skabe et robust og let tilgængeligt sundhedsvæsen rustet til fremtidens udfordringer, herunder en aldrende befolkning.

- Danmark har en innovativ industri, et af verdens mest digitaliserede sundhedsvæsener og stærke forskningsmiljøer. Vi har ingredienserne til at løse udfordringer med et presset sundhedsvæsen og få Danmark til tops, hvis vi tør gå sammen og udnytte potentialerne. Det gør Danske Regioner og Dansk Industri nu med den fælles satsning, ”Danmark som førende Health Tech-nation”, siger formand for Danske Regioner Stephanie Lose.

Bedre sundhedsløsninger via tættere samarbejde

Bedre sundhedsløsninger til gavn for Danmark og danskerne er målet for satsningen, der med ni konkrete initiativer sætter en ny fælles kurs og skal styrke vores såkaldte Health-Tech-økosystem, altså alle de aktører, der indkøber, bruger, udvikler, tester og skalerer sundhedsteknologiske løsninger, fra den enkelte klinker og forsker over den lille startup til organisationer, de store universiteter, og life science- og sundhedsindustrien.

Direktør i Dansk Industri, Lars Frelle-Petersen siger:

- Danmark har en unik styrkeposition med en stærk life science- og techbranche samt et dygtigt og professionelt sundhedsvæsen. Ved at styrke det offentlig-private samarbejde også mellem forskerverdenen og startups kan en større grad af sundhedsteknologiske løsninger udvikles i Danmark – til gavn for patienterne, samfundet og nye arbejdspladser.

Formand for Danske Regioner, Stephanie Lose, siger:

- Vi er i fuld gang med at gøre sundhedsvæsenet smartere og mere effektivt. Nu går Danske Regioner sammen med sundhedsindustrien for at udnytte ressourcerne endnu bedre, skabe grobund for nye løsninger og skalere de bedste. Det kan blive et kvantespring for vores sundhedsvæsen og for danskernes sundhed.

 

Animeret illustration af HealthTech med sammenkobling af forskellige områder

Fra regionale vidensbanker til nyt innovationsprogram

Blandt de ni initiativer er etablering af et HealthTech inkubations- og investeringsprogram, som skal bidrage med innovationskraft og tiltrække langsigtede investeringer fra ind- og udland til udvikling af healthtech.

Desuden skal regionale datastøttecentre, en slags vidensbanker, give klinikere, forskere, virksomheder og startups hjælp til at koble data og analysere på tværs samt nemt og sikkert søge på tværs af sundhedsvæsnets datakilder via et nyt digitalt datalandkort.

Et nyt innovationsprogram skal udpege sundhedsvæsenets centrale udfordringer, så startups og private virksomheder kan byde ind med løsninger. Parterne vil også se på muligheden for at bruge sundhedsdata fra borgerne til bedre behandling fx via wearables med fokus på datasikkerhed og digital ansvarlighed.

- Vi skal sætte vores stærke danske sundhedsdata i spil på en ansvarlig måde, så de kan bidrage til at skabe endnu bedre sundhedsteknologiske løsninger. Det gælder de data, som vi opsamler i sundhedsvæsenet, men også de data, som i stigende grad opsamles af borgerne selv via deres smartwatch eller smartphone, og som alle har et stort potentiale, siger direktør i Dansk Industri Lars Frelle-Petersen.

Mød Lose og Frelle på Folkemødet

På Folkemødet på Bornholm d. 14. juni kl. 12.15-13 kan du i Danske Regioners telt møde Stephanie Lose, Lars Frelle-Petersen, Ulla Astman (næstformand f. Danske Regioner), Bjarne Hastrup (Ældresagen), Jacob Bundsgaard (KL) og Christian Freitag (PLO) i debat og quiz om hvordan vi gør sundhedsvæsenet trygt, nært og nemt.

Læs mere:

kontakt

Hvis du vil vide mere

Johanne Flowers Parning, konsulent
RSI - Regionernes Sundhedsteknologi og Innovation
T: 3529 8247
M: 5198 5578
E: jfp@regioner.dk

Anne Mette Ehlers, presserådgiver
Kommunikation
M: 9116 7399
E: ame@regioner.dk

relaterede nyheder

Læs mere