Gå til indhold

EU

Topmøde for byer og regioner: Vi står sammen med Ukraine

EU’s byer og regioner har vedtaget en støtteerklæring til Ukraine og er enige om at hjælpe med alle midler, man har til rådighed. Det var beskeden fra over 2000 folkevalgte politikere, der for nylig var samlet til topmøde for at drøfte fremtidens Europa.

Den 3. og 4. marts mødtes politikere fra EU’s byer og regioner til topmøde i Marseille. Mere end 2.000 repræsentanter fra Europas lokale og regionale myndigheder var samlet for blandt andet at diskutere sundhed, demokrati og klima samt styrke det politiske samarbejde på alle niveauer.  

Teamet for topmødet var ’borgerne er hjertet af Europa’ og havde til formål at styrke regioner og kommuners indflydelse på fremtidens Europa.

Krigen i Ukraine satte sit præg på topmødet, som på mange måder blev følelsespræget. Der var flere gange direkte linje igennem til regionsformænd og borgmestre i Ukraine, som alle berettede om den meget svære situation i deres byer og regioner.

Støtte fra EU’s regioner og kommuner

”Sympatien og viljen til at støtte Ukraine var på alle måder tydelig på topmødet. På tværs af de politiske skel var der enighed om, at vi skal løfte en kæmpe humanitær opgave i Europa, og at regioner og kommuner kan og vil hjælpe med at huse de mange flygtninge og sikre kapacitet på sygehusene til behandling af både syge og sårede,” fortæller Danske Regioners EU-talsmand, Karsten Uno Petersen, som var blandt deltagerne på topmødet.

Der var blandt deltagerne også enighed om, at Europa hurtigst muligt skal gøre sig uafhængig af russisk gas.

Topmødet for byer og regioner var arrangeret af Det Europæiske Regionsudvalg i samarbejde med det franske EU-formandskab. Udover at vedtage en støtteerklæring for Ukraine var der en række debatter og workshops om fremtidens Europa, eksempelvis om digitalisering, sundhed og klima.

Læs mere om erklæringen om solidaritet med Ukraine:

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Asger Andreasen, chefrådgiver/teamleder
Center for Regional Udvikling, EU og Miljø (REM)
M: 2917 0907
E: asa@regioner.dk

Marie Hauberg, Presserådgiver
Kommunikation
M: 2365 2977
E: mau@regioner.dk

Relaterede nyheder

Læs mere