Gå til indhold

Klima og bæredygtighed

Kommuner og regioner danner fortrop i klimakampen

Som det første land i verden har tæt på alle danske kommuner lavet klimahandlingsplaner med det mål at leve op til Parisaftalen. KL, Realdania og de fem regioner indgår en ny alliance, der sammen med kommunerne tager næste afgørende skridt for at gøre lokale klimaplaner til virkelighed.

Klimakrisen er en af de største udfordringer, vi står over for i dag, og behovet for klimahandling er akut.

Derfor er KL, Realdania og de fem regioner gået sammen om at skabe en femårig partnerskabsaftale under navnet Klimaalliancen, der er et fælles og visionært fundament for klimahandling i Danmark. Den grønne tænketank CONCITO står sammen med det internationale bynetværk C40 som videnspartnere i alliancen.

97 kommuner har allerede tilsluttet sig med ambitiøse planer om at blive klimaneutrale inden 2050, og i landets fem regioner er der klimasamarbejder, der udvikler nye ideer og inspirerer til handling over hele landet. Med viden og finansiel støtte står Klimaalliancen klar til at hjælpe kommuner med at gå fra plan til handling og til at fremme det regionale klimaarbejde.

- Vi skriver verdenshistorie i kampen for klimaet med partnerskabet Klimaalliancen. Nu sikrer vi, at de kommunale klimahandlingsplaner bliver til virkelighed. Dermed er kommunernes massive indsats altafgørende for, at vi faktisk når regeringens 70-procentsmål og lever op til Parisaftalen. Det sætter en fed streg under kommunernes høje ambitionsniveau for den grønne omstilling, og den store klimaeffekt vi i fællesskab kan levere, siger Frank Schmidt-Hansen, formand for KL’s Klimahandlingsudvalg.

- Det er unikt i international sammenhæng, at 97 kommuner i samlet flok går mod klimaneutralitet inden 2050. Danmark er det eneste sted i verden, hvor man bare tilnærmelsesvist er nået så langt. Det er intet mindre end imponerende af kommunerne, regionerne og borgerne, at de har valgt at tage så stort og lokalt et ansvar for en af de sværeste globale problemstillinger. Hvis vi skal sikre klimaneutrale og robuste samfund, så kræver det, at vi går sammen i fællesskaber. Det er både C40 og DK2020 et strålende eksempel på. Jeg er derfor glad for, at vi kan fortsætte med at løfte i flok. Planerne er lagt og nu skal ærmerne smøges op, så der sættes handling bag kommunernes meget ambitiøse klimahandlingsplaner, siger Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania.

- Med Klimaalliancen ser vi i regionerne frem til at fortsætte det ambitiøse kommunale og regionale klimasamarbejde i partnerskab med Realdania og CONCITO. I Klimaalliancen vil vi samle kræfterne om den nødvendige klimahandling og arbejdet bliver et vigtigt bidrag til at nedbringe klimaaftrykket og bringe os tættere på Parisaftalens klimamål i både kommuner og regioner. Partnerskabet bliver udgangspunkt for fælles fyrtårnsprojekter og udvikling af nye løsninger, som hæver barren for grøn omstilling lokalt og regionalt, siger formand for Danske Regioners udvalg for miljø og klima og næstformand i Danske Regioner, Mads Duedahl.

- Vi glæder os over den enorme indsats, der bliver gjort i både kommuner og regioner for at reducere drivhusgasudledningen og tilpasse sig til klimaforandringerne. Det er vigtigt at fastholde høje ambitioner i klimaindsatsen og vi ser frem til fortsat at hjælpe kommunerne med at føre deres klimaplaner ud i livet, siger Christian Ibsen, direktør i CONCITO.

- Danske kommuner har vist stort lederskab i arbejdet med at udvikle ambitiøse og vidensbaserede klimahandlingsplaner fx har de fleste et kortsigtet mål om minimum 70 % CO2-reduktion allerede i 2030. Vi vil gerne takke partnerne bag DK2020 projektet, for at fortsætte deres lederskab med Klimaalliancen, der skal støtte de danske kommuner i at gå fra plan til handling. Klimaalliancen vil være til inspiration for byer og kommuner ude i verden, siger Mark Watts, adm. direktør i C40 Cities.

Om Klimaalliancen

Klimaalliancen udspringer af DK2020-partnerskabet, som inviterede alle landets kommuner til at følge i fodsporene på de mest klimaambitiøse byer i verden og blive en del af en gruppe af internationale klimafrontløbere. 97 kommuner har tilsluttet sig arbejdet, og i hele landet har kommuner og regioner arbejdet sammen om at udvikle nye løsninger, der kan løfte klimaarbejdet på tværs af kommune- og regionsgrænser. DK2020 ophører med udgangen af 2023, hvor kommunerne står med godkendte og politisk forankret klimahandlingsplaner klar til at gå fra plan til handling.

Parterne i Klimaalliancen skal danne rammen om et udviklingsrum for kommunernes og regionernes klimaarbejde og tilføre ressourcer og viden til at løse de konkrete udfordringer, som kommuner og regioner står over for i deres klimaarbejde.

Klimaalliancen træder i kraft fra 1. april 2023 og forventes at have en afgørende indvirkning på klimahandlingen i Danmark og på de internationale mål for reduktion af drivhusgasser.

Hvis du vil vide mere

kontakt

Pressekontakt

Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk

Relaterede nyheder

Læs mere