Gå til indhold

Psykiatri

Danske Regioner: Ny aftale sikrer markant løft af psykiatrien og styrkelse af eksisterende tilbud

Regeringen og et bredt politisk flertal har indgået en aftale om den samlede 10-års plan for psykiatrien. Den samlede plan tilfører området i alt 4,6 milliarder kroner årligt fra 2030 og frem.

Regeringen har sammen med næsten alle Folketingets partier indgået en aftale om den samlede 10-årsplan for psykiatrien. Med den nye aftale er der afsat yderligere 2,6 mia. kroner til initiativer i psykiatrien. Aftalen har især fokus på tidlig indsats, herunder styrkelse af det lettilgængelige tilbud, opbygning af behandlingskapacitet, styrket sammenhæng mellem behandlingspsykiatri og socialpsykiatri samt øget tryghed i psykiatrien.

 

Aftalen er indgået mellem Regeringen, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet.

Anders Kühnau, formand for Danske Regioner, er positiv over den nye aftale:

- Aftalen er godt nyt for patienterne, som har brug for en stærkere psykiatri. Den sikrer et reelt løft af psykiatrien – både for patienter, pårørende og personale. Det er især positivt med varige kapacitetsmidler, der skal sikre tilstrækkeligt personale og bedre kvalitet i behandlingen. 

Styrkelse af eksisterende tilbud

Aftalen indeholder en styrkelse af det lettilgængelige tilbud, der skal gribe børn og unge med symptomer på psykisk mistrivsel. Det skal gøre at flere børn, unge og deres forældre kan få gavn af tilbuddet nemt, hurtigt og lokalt.
 
- Det er vigtigt, at langt flere børn og unge får hjælp tidligere, før de bliver så syge, at de har brug for at komme ind i psykiatrien. Det er også med til at understøtte, at vi kan sikre, at ressourcerne i psykiatrien bliver brugt på at hjælpe dem, der er mest syge, siger Anders Kühnau. 

Med aftalen er partierne enige om at modernisere ordningen for gratis psykologhjælp for unge mellem 18 og 24 år med angst og depression. Efterspørgslen på ordningen har været stor, og der er derfor lang ventetid til gratis hjælp. En modernisering skal styrke brugen af digitale tilbud og give regionerne større fleksibilitet til at sammensætte den rette behandling. 

Det er en god idé, mener Danske Regioner.

- Regionerne får bedre mulighed for at tænke nyt i forhold til at imødegå den store udfordring, som psykisk mistrivsel udgør for mange unge. Det kan vi ikke løse med en  one size fits all-tilgang. I de tilfælde hvor det giver mening, kan de klassiske én-til-én konsultationer suppleres med digitale tilbud, som det er nemmere og hurtigere for de unge at få adgang til. Det handler om at møde alle på det rette niveau, siger Anders Kühnau. 

Opbygning tager tid

I lyset af de igangsatte initiativer og de omfattende tiltag i sundhedsreformen er det afgørende, at medarbejderne i psykiatrien får mulighed for at implementere de forandringer, der allerede er besluttet og opbygge den nødvendige kapacitet, der skal styrke psykiatrien markant i de kommende år. 

Anders Kühnau understreger, at personalet i psykiatrien skal have tid og rum til at implementere de mange nye tiltag:

- Det tager tid at opbygge kapacitet og rekruttere det nødvendige personale. Derfor er det vigtigt, at aftalen har et langsigtet perspektiv og anerkender, at forandring kræver tid for at få effekt.

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Relaterede nyheder

Læs mere

Vinderne af Prisopgaven i Klinisk Psykiatri 2025

Danske Regioner uddelte fredag d. 13. marts 2026 priser til vinderne af den årlige prisopgave i klinisk psykiatri for medicinstuderende. Prisopgaven er et samarbejde mellem regionerne, Dansk Psykiatrisk Selskab, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab og Dansk Selskab for Distriktspsykiatri. Prisoverrækkelsen fandt sted på Dansk Psykiatrisk Selskabs Årsmøde i Odense.

Læs mere

De ansatte bakker op om ordningen med 72 timers behandlingsansvar

Evaluering viser, at det sundhedsfaglige personale på tværs af sektorer er glade for ordningen. Det vækker glæde hos regionerne, som forventer, at den fremover vil komme flere patienter til gavn. Regionerne vil nu bruge erfaringerne, når ordningen udvides til 96 timer for en bredere målgruppe.

Læs mere

Ni ud af ti patienter er tilfredse med deres hospitalsophold

Over 470.000 patienter har svaret på en stribe spørgsmål, efter at de var på hospitalet sidste år. Og ni ud af ti af dem er alt i alt ”i høj eller meget høj grad tilfredse” med deres ophold. Det viser en ny store Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser, LUP 2025.

Læs mere

96 procent af patienterne roser hospitalernes medarbejdere 

Et meget stort flertal af patienterne synes godt om medarbejderne på landets hospitaler. De ansatte er venlige og imødekommende. Sådan svarer hele 96 procent af over 300.000 indlagte og ambulante patienter med planlagte ophold på sygehusene.  

Læs mere