Gå til indhold

Regionerne inviterer til Åbent Hospital på søndag d. 6. september

Grib chancen. På søndag inviterer regionerne alle nysgerrige indenfor på udvalgte hospitaler landet rundt. Velkommen til en unik dag med læring og sjove aktiviteter i dit sundhedsvæsen.

Søndag den 6. september inviterer regionerne til Åbent Hospital på 25 lokationer landet rundt. Det er samme rekordhøje antal arrangementer som i 2025.

Uanset hvor du bor, har du muligheden for at komme bag kulisserne i sundhedsvæsenet og opleve steder, som normalt kun er åbne for medarbejdere, patienter og pårørende. Fra hospitaler til ambulancestationer til store byggerier.

Oplev byggerier, blå blink og robotter

Til Åbent Hospital kan du komme tæt på hverdagen, teknologien og menneskene bag sundhedsvæsenet. Årets flotte program er blevet til takket være en stor indsats fra mange medarbejdere.

Landet rundt sker der lidt af hvert:

  • Tag på en rundvisning, hvor du følger blodprøvernes vej gennem rørposten på Aarhus Universitetshospital i Region Midtjylland.

  • Hop på en guidet bustur, der kører rundt på Nyt OUHs hospitalsring, så du kan opleve det store byggeri fra alle vinkler i Region Syddanmark.

  • Se en ambulance på nært hold og hør om livet som ambulancebehandler. Der er demonstrationer af ambulancer, patienttransportbiler og udstyr på Ambulancebasen Køge i Region Sjælland.

  • Få en guidet ture til operationsstuer med robot-assistance eller se to superhelte rappelle ned af Herlev Hospitals tårn i Region Hovedstaden.

    Kig indenfor i Diabeteshuset eller forskningsbyen, - eller leg med Kreaheltene i Hospitalsbyen i Aalborg Øst i Region Nordjylland.


Find et arrangement nær dig 

Find program og tider for arrangementet landet rundt i linket nedenfor. Bemærk, at enkelte arrangementer kræver tilmelding på forhånd. 

Fakta om Åbent Hospital

Siden 2017 har regionerne afholdt Åbent Hospital for at vise, hvad de store hospitalsbyggerier betyder for patienterne. 


Fra 2023 bredte regionerne begivenheden ud, så alle dele af det regionale sundhedsvæsen kan være med. Så du kan både komme inden for på fx ambulancestationer, hospitalsbyggerier og hospitaler i drift.