Gå til indhold

Sundhedspersonale i Grønland

Mød læger, en sygeplejeske og en jordemoder, der arbejder i det grønlandske sundhedsvæsen. Læs her på siden mere om, hvordan de håber at kunne bidrage, og hvad de glæder sig til at opleve.

Mød Mooti

Sygeplejerske Mooti-Abdul Ahmad El-Jomaa fra Odense Universitetshospital (OUH) har sat kursen mod Nuuk i Grønland. Han er den første sygeplejerske, der rejser til Grønland som led i den nye stafetordning mellem Danske Regioner og Det Grønlandske Sundhedsvæsen.

Mooti skal de næste fem måneder arbejde på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, hvor han skal være med til at pleje kirurgiske patienter. Herefter overtager en kollega fra OUH stafetten, så afdelingen samlet set får dækket en fuldtidsstilling i et helt år. For Mooti handler rejsen både om at gøre en forskel og om at udvikle sig fagligt og personligt.

”Jeg tager afsted for at lære noget nyt – både fagligt og personligt – og selvfølgelig også for at støtte op om sundhedsvæsenet i Grønland.” 

 

Mød Katrine

Som den allerførste jordemoder tager Katrine Hedegaard Sørensen afsted med Danske Regioners stafetordning. Hun skal være på hospitalet i Ilulissat i 3 måneder og det ser hun frem til: 

”Det er en mulighed for at få et afbræk fra hverdagen i Aalborg og komme ud at opleve et mindre sted med langt færre fødsler og mere ro og så glæder jeg mig til at se den grønlandske natur. Med stafetordningen er alt tilrettelagt, så det er nemt at tage af sted.”

Katrine tager til fødeafdelingen på Ilulissat Hospital til februar 2027 efter, at Afdeling for Gynækologi, Graviditet og Fødsel på Aalborg UH har indgået en 2-årig aftale med hospitalet i Ilulissat. Udgangspunktet er at dække et fuldt årsværk og på fødegangen i Aalborg er flere andre klar til at tage næste runde med stafetten i Ilulissat.

Mød Nicolai

Nicolai Krohn er en af de i alt otte radiografer, der skal afsted i 2027 og det er faktisk fjerde gang, han skal arbejde på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.

”Jeg kommer fra en afdeling på Rigshospitalet, hvor vi er over 100 radiografer, og så kommer jeg til et sted, hvor der måske kun er fem eller ti. Det giver jo noget helt andet i forhold til, hvordan man skal arbejde sammen og en helt anden form for nærhed. Man får virkelig en oplevelse af, at ting kan gøres på en anden måde og det giver også en anden følelse, når man kommer tilbage til sin egen afdeling igen”, siger Nicolai og tilføjer:

”Og så skal man huske at nyde den storslåede natur. Jeg har været på vandreture, fisketure og set hvaler, hvilket var helt surrealistisk. Jeg synes bare, at man skal se at komme afsted.”

 

Mød Lars

Lars Tyle Pedersen, en anden af de radiografer, der har meldt sig til stafetordningen, ser frem til at komme op og arbejde, hvilket han har prøvet før i kort periode i forbindelse med implementering af en ny scanner.

”Jeg skal ikke op og ændre noget. De har et højt flow af folk, der kommer ind og ud ad døren hele tiden, så det er godt at være lidt tilbageholdende til at starte med. Jeg skal jo bare hjælpe til på deres præmisser og i og med at jeg også arbejder på de systemer, de har deroppe, så kan jeg jo godt komme med tips og tricks, hvis der bliver brug for det. Men jeg synes, at det fungerede ret godt sidst”, siger han og ser frem til at komme afsted igen.