Gå til indhold

Høringssvar vedr. Kommissionens Forslag til direktiv om bedre arbejdsvilkår for platformsarbejdere

EU-specialudvalg for Arbejdsmarkedet og Sociale Forhold har bedt om eventuelle bemærkninger til Forslag til direktiv om forbedring af arbejdsvilkårene for platformsarbejde. I den forbindelse afgav Danske Regioner høringssvar.

EU-specialudvalg for Arbejdsmarkedet og Sociale Forhold har bedt om eventuelle bemærkninger til Forslag til direktiv om forbedring af arbejdsvilkårene for platformsarbejde. Danske Regioner har nedenstående bemærkninger til forslaget.

Generelle bemærkninger
Danske Regioner er enige i EU-Kommissionens betragtninger om, at digitale arbejdsplatforme er en del af fremtidens arbejdsmarked og er med til at fremme innovative tjenester, som skaber nye muligheder bl.a. ved effektivt at matche udbud af og efterspørgsel efter arbejdskraft.

Danske Regioner er også enig i, at hvis en person er at betragte som arbejdstager, bør vedkommende, uanset om det er på det fysiske eller virtuelle arbejdsmarked, have de samme rettigheder. Som følge af dette bør det også være sådan, at arbejdsgiveren, uanset om arbejdsgiveren befinder sig på det fysiske eller virtuelle arbejdsmarked, opretholder den samme ledelsesret, herunder retten til at kontrollere arbejdets udførelse og adgangen til at få oplysninger om medarbejderens helbred, følelsesmæssige og psykiske tilstand, i det omfang, det har betydning for arbejdets udførelse.

Artikel 2 - Definitioner
Det fremgår af artikel 2, stk. 1 (1), at ….”en digital arbejdsplatform skal forstås som enhver fysisk eller juridisk person, der leverer en kommerciel tjeneste….”. På nuværende tidspunkt udbyder regionerne ikke arbejde via digitale platforme. Det synes uklart, om regionerne kan komme til at udbyde arbejde, der vil være dækket af direktivet, hvorfor Danske Regioner ønsker at få præciseret, hvad der ligger i ”kommerciel tjeneste”.

Artikel 4 - Retlig formodning
Det er som udgangspunkt Danske Regioners opfattelse, at fastlæggelsen af, om der er tale om et ansættelsesforhold, bør basere sig på en sædvanlig konkret arbejdsretlig vurdering.

Fastholdes den formulerede formodningsregel, bør flere end to betingelser være opfyldt, så begrebet bliver klart afgrænset i forhold til selvstændigt erhvervsdrivende.

Desuden bemærkes, at det bør fremgå af litra b), at det er platformejeren, der stiller kravet om overholdes af specifikke regler med hensyn til udseende, adfærd mv. skal overholdes.

Artikel 6 - Gennemsigtighed og brug af automatiserede overvågnings- og beslutningssystemer
Artikel 6, stk. 5 sætter rammerne for, hvilke personoplysninger den digitale arbejdsplatform ikke må behandle. Det er Danske Regioners vurdering, at det vil være tilstrækkeligt at henvise til forordning 2016/679, så der ikke indføres andre rettigheder for platformsmedarbejdere i forhold til medarbejdere på det fysiske arbejdsmarked.

Det er Danske Regioners opfattelse, at stk. 5 vil indskrænke den ledelsesret, som man i dag har som arbejdsgiver i Danmark. Det er Danske Regioners vurdering, at der ikke er grundlag for at indskrænke ledelsesretten henset til, at opgaverne løses via en digital platform.

Fastholdes rammerne i direktivet for den digitale platforms adgang til at behandle personoplysninger, så er det Danske Regioners vurdering, at samspillet mellem litra a) og litra b) er uklar. Det skyldes, at oplysninger om en medarbejders følelsesmæssige og psykologiske tilstand, jf. litra a) vedrører medarbejderens helbred, som vil være omfattet af litra b).

Litra d) forekommer uklar i forhold til hvilke oplysninger arbejdsgiver må indsamle. Det bør efter Danske Regioners opfattelse være muligt for arbejdsgiver at indsamle de samme personoplysninger i et ansættelsesforhold, som baserer sig på platformsarbejde som i et sædvanligt fysisk ansættelsesforhold.

Læs også Danske Regioners høringssvar i pdf-format herunder: