Gå til indhold

Danske Regioners høringssvar til vejledning om forsyning med teknisk vand, journal nr. 2025-15157

Tak for høringen af udkast til vejledning til den nye lov om forsyning med teknisk vand, som vi har modtaget 6. november 2025. Vi sender her Danske Regioners tekniske bemærkninger til vejledningen.

Regionerne håndterer ret store mængder ”teknisk vand”, hovedsagelig igen­nem afværgeprojekter, hvor forurenet grundvand pumpes op, renses og afle­des. Det afledte vand er som regel af god kvalitet og er derfor egnet til f.eks. nyttiggørelse som teknisk vand til andre formål. I 2024 var regionernes samlede afværgepumpning ca. 3,4 mio. m3 (se Nøgletal | Danske Regioner).

Loven om teknisk vand og den tilhørende vejledning omhandler ikke drikke­vand, men vi vil benytte lejligheden til at gøre opmærksom på, at regionernes afværgeforanstaltnin­ger for forurenet grundvand, som bl.a. indebærer op­pumpning og rensning af grundvand, ikke adskiller sig nævneværdigt fra de for­anstaltninger, som vand­forsyningerne kan være nødsaget til at gennemføre, når råvandet er forurenet.

Regionerne har med de nuværende regler i jordforureningsloven og lovgivnin­gen på vand­forsyningsområdet ikke hjemmel til at afsætte afværgevand fra ek­sisterende afværgeboringer til drikkevands­forsyning. Det skyldes blandt andet, at drikkevandsforsyning ikke indgår som formål i regionernes arbejde efter jordforureningsloven, ligesom bæredygtighed ikke indgår i jordforureningslo­vens formål. Dog er det muligt at udnytte afværgevand til drikkevandsformål, hvis der allerede under planlægningen af en afværgeboring, i samarbejde med de ansvarlige myndigheder, tillige plan­lægges for, at boringen også skal være en drikkevandsboring efter reglerne herom. Dermed vil formålet både efter jord­forureningslovens § 1, og reglerne for drikkevand kunne være opfyldt.

Det er ikke bæredygtigt, når en vandressource af god kvalitet går til spilde. Re­gionerne har derfor et stort ønske om, at den ikke ubetydelige ressource, som ren­set afværgevand udgør, udnyttes. Vandressourcerne er under pres, ikke mindst i de dele af landet, hvor regionerne håndterer mest afværgevand. Der­for mener vi, at vand fra afværgeanlæg så vidt muligt bør ud­nyttes til forsyning, herunder som teknisk vand.

Konkrete forslag til vejledningen

Vi savner, at udkastet til vejledning nævner regionernes afværgevand som en mulig kilde til teknisk vand på linje med andre vandkilder. Vi har følgende for­slag til, hvor­dan henvisninger til regionernes afværgevand kan indarbejdes i vej­ledningen:

s. 5 afsnit 1.1 Baggrund

Afsnittet beskriver anvendelse af teknisk vand som f.eks. forurenet grundvand. Vi foreslår at nævne, at vandet f.eks. kunne stamme  fra afværgeprojekter som regionerne udfører.

s. 11 afsnit 3.1 Lovens formål

3. bullet: fremme anvendelse af alternativer vandkilder. Her nævnes renset spildevand, men det kan også være en mulighed at nævne, at det bl.a. kunne stamme fra afværgeprojekter, som regionerne udfører.

s. 14 – 4. afsnit / 6. afsnit

Det fremgår af lovens bemærkninger …… rensning/behandling af råvand eller anden produktion: Vi foreslår at tilføje regionernes afværgevand i den lange liste over mulige vandkilder.

Det er også en oplagt mulighed at nævne regionernes afværgevand som ek­sempel på ”indvinding af forurenet grundvand” i 2. bullet i afsnit 6 (”f.eks. ren­set grundvand fra regionerne afværgeprojekter”).

s. 18 4. afsnit – 3.3.6 Leverandør (af teknisk vand)

Vi foreslår at nævne regionerne som et eksempel på en leverandør af teknisk vand: ”Det kan f.eks. være en region, der leverer vand fra et afværgean­læg”.

Vi håber, at Energistyrelsen på den måde vil bidrage til at understøtte en bedre udnyttelse af de vandressourcer, som regionerne bestyrer, til gavn for sam­fundsnyttige formål.

Med venlig hilsen

Bente Villumsen

Enhedschef

 

Læs også Danske Regioners høringssvar i pdf-format herunder: