Gå til indhold

Danske Regioners høringssvar vedr. Miljøstyrelsens retningslinjer for sumberegninger

Tak for muligheden for at kommentere udkast til Miljøstyrelsens retningslinjer for sumberegninger. Vi sender hermed Danske Regioners tekniske bemærkninger på vegne af de fem regioner.

Først og fremmest vil vi gerne anerkende det arbejde der er gjort med at udarbejde fælles retningslinjer for sumberegninger. Det er et grundigt og velbeskrevet grundlag, som præsenteres i høringsmaterialet. 

Det er særligt positivt, at det tydeligt er beskrevet, hvordan summer beregnes, og regionerne vurderer, at reglerne for sumberegninger teknisk kan implementeres i fx GeoGIS, hvor regionerne p.t. arbejder med deres analyseresultater. 

 

Antal parametre der indgår i en sum

Ved gennemgang af retningslinjerne bemærkes det, at det ikke fremgår, hvor mange parametre der skal være analyseret for i en prøve, for at man kan beregne en sumværdi.

Er det nok at kun én parameter er analyseret for at summen kan beregnes? 

Fx kan man forestille sig en situation, hvor kun PFOS er analyseret i en grundvandsprøve, med et resultat på 5 ng/l. Vil man i sådan et tilfælde kunne forudsætte af summen af 4PFAS er >5 ng/l og dermed udgør en overskridelse af grænseværdien for summen af 4PFAS på 2 ng/l?

 

Manglende retningslinjer for sumberegninger vedr. luftprøver

Det bemærkes, at der i retningslinjerne ikke er beskrevet hvorledes sumberegninger skal udføres, hvis der er tale om luftprøver. 

Regionerne udtager jævnligt luftprøver til analyse for forskellige stoffer. Der kan både være tale om indeluft-målinger, men også om såkaldte poreluftsmålinger hvor man ved hjælp af en luftpumpe pumper luft fra jordens umættede zone fx gennem et adsorberende materiale, som analyselaboratoriet efterfølgende analyserer.

Særligt for luftprøver, hvor der er anvendt en pumpe til indsamling af prøven, skal man være opmærksom på, at prøver kan opsamles med forskelligt flow. Dette kan give udfordringer ved beregning af summer, fx for ”alle chlorerede  opløsningsmidler”, idet de forskellige analyseparametre typisk er analyseret på to prøver med forskellig luftgennemstrømning. En ”standard” sumberegning ville i dette tilfælde give et fejlbehæftet resultat.

 

Med venlig hilsen

Julie Kofoed

Seniorkonsulent

 

Læs også Danske Regioners høringssvar i pdf-format her: 

Danske Regioners høringssvar vedr. Miljøstyrelsens retningslinjer for sumberegninger