Gå til indhold

Høringssvar til udkast til bekendtgørelse om mål for sagsbehandlingslofter i Miljø- og Fødevareklagenævnet

Tak for muligheden for at kommentere udkast til bekendtgørelserne om mål for sagsbehandlingslofter i Miljø- og Fødevareklagenævnet, Planklagenævnet og Energiklagenævnet.

Danske Regioner ser generelt positivt på initiativer, der nedbringer sagsbe­handlingstiden hos de respektive klagenævn. Det gælder både i forhold til ud­bredelse af VE-projekter til gavn for den grønne omstilling og for andre sam­fundsnyttige planer og projekter.

Med bekendtgørelsen videreføres det eksisterende loft på 6 månedernes sags­behandlingstid for klager over solcelle- og vindmølleprojekter til 2028. I tillæg udvides loftet over sagsbehandlingstiden til også at omfatte andre typer af VE-projekter vedrørende lagring af CO2, PtX, geotermi, biogas, lagring af energi og infrastruktur til transport af grøn strøm og brint.

Vi er imidlertid bekymrede for, om denne prioritering kan have afledte konse­kvenser for sagsbehandlingstiden for klager over andre typer af projekter med betydning for samfundsudviklingen, herunder i særdeleshed for andre projekter af betydning for den grønne omstilling.

Regionerne er myndighed for råstofområdet på land og arbejder for gennem råstofplanlægning og råstoftilladelser at sikre, at der er forsyning med sand, sten og grus mv., som dækker samfundets behov. Råstofferne er også afgø­rende for forsyning med de byggematerialer, der skal realisere de projekttyper, der med bekendtgørelsen opnår en forrang hos nævnene.

Det er regionernes erfaring, at sagsbehandlingstiden for realitetsbehandling af klager over både råstofplaner og råstoftilladelser i Miljø- og Fødevareklagenæv­net sjældent ligger under 24 måneder. I mange tilfælde længere. Sagsbehand­lingstiden på råstofområdet udgør derfor en flaskehals for etablering af både VE-projekter og andre råstofforbrugende anlæg. Råstofområdet har periodisk været gennem opprioriteringer hos Miljø- og Fødevareklagenævnet, uden at det dog væsentligt varigt har nedbragt sagsbehandlingstiden hos klagenævnet. En opprioritering af nævnenes sagsbehandling for påklagede VE-projekter og dermed en forventelig nedprioritering af indsatser på andre sagsområder kan utilsigtet påvirke råstofforsyningen og bremse de selvsamme VE-projekter, som denne bekendtgørelse skal hjælpe på vej.

Derfor opfordrer Danske Regioner til et mere helhedsorienteret blik på nævne­nes prioritering af klagesagsbehandlingen. Da forsyning med råstoffer og hånd­tering af jordforurening ofte er en forudsætning for gennemførelse af VE-pro­jekter, opfordrer Danske Regioner til, at både jordforurening og råstofforsyning tænkes ind i denne sammenhæng. Rent samfundsøkonomisk er det uhensigts­mæssigt, hvis en opprioritering af sagsområder i nævnet forsinker afgørelser af betydning for samfundsudviklingen på andre områder og fører til, at nedbrin­gelse af sagsbehandlingen på disse områder, herunder i særdeleshed råstoffer og jordforurening, ikke prioriteres.

Danske Regioner har desuden tidligere peget på, at klagenævnene allerede i dag træffer afgørelser om VE-projekter med en gennemsnitlig sagsbehandlings­tid på 6 måneder.

Danske Regioner har ikke bemærkninger for så vidt angår bekendtgørelserne om sagsbehandlingslofter for Planklagenævnet og Ener­giklagenævnet.

Venlig hilsen

Bente Villumsen

Enhedschef

 

Læs også Danske Regioners høringssvar i pdf-format herunder: