Gå til indhold

Høringssvar til kvalitetsstandarder for hhv. regional akutsygepleje og kommunal sygepleje samt basal palliation og vejledning om kommunal sygepleje

Danske Regioner takker for muligheden for at afgive høringssvar til kvalitetsstandarder for hhv. regional akutsygepleje og kommunal sygepleje samt basal palliation og vejledning om kommunal sygepleje. Danske Regioner har indhentet input fra regionerne til udarbejdelsen af et fælles høringssvar.

Kvalitetsstandarderne for regional akutsygepleje og kommunal sygepleje og basal palliation udgør en vigtig national ramme, når myndighedsansvaret for akutsygepleje overgår til regionerne 1. januar 2027. Det er vigtigt, at der nationalt er klarhed om afgrænsningen og samarbejdet mellem de to typer sygepleje, så borgerne ikke kommer i klemme i den nye struktur og sektorovergang mellem region og kommune.

Danske Regioner forudsætter, at implementeringen af kvalitetsstandarderne kan ske gradvist i takt med, at regionerne opbygger den nødvendige kapacitet samt udvikle nye arbejdsgange og samarbejdsstrukturer. Dette er også i tråd med formuleringer om gradvis implementering i Sommeraftalen 2026. Akutsygeplejen er helt centralt i udbygningen af et nært sundhedsvæsen og i forebyggelsen af indlæggelser. Akutsygeplejen er i dag forskellig på tværs af landet, og de kommende år vil regionerne arbejde for at ensarte tilgængelighed og kvaliteten i alle dele af landet. I sundhedsreformen er der afsat nye midler til at styrke hjemmebehandling, som vil understøtte denne udvikling i akutsygeplejen. Samtidig er det vigtigt, at den nationale kvalitetsstandard giver regionerne mulighed for at tilrettelægge akutsygeplejen under hensyn til lokale forhold, herunder geografi, befolkningsgrundlag og øvrige sundhedstilbud. Danske Regioner anbefaler derfor, at kvalitetsstandarden har fokus på kvalitet, funktion og tilgængelighed frem for at fastlægge bestemte organisationsformer.

Samarbejdet mellem sektorerne er en vigtig forudsætning for styrkede nære sundhedstilbud. Derfor vil regionerne arbejde for at sikre et fortsat tæt og velfungerende samarbejde mellem akutsygeplejen og den kommunale sygepleje, så borgerne oplever sammenhængende forløb på tværs af de regionale og kommunale indsatser. Danske Regioner finder det desuden positivt, at samarbejdet med borgerens egen læge fremhæves som centralt i kvalitetsstandarderne, da det er vigtigt dette samarbejde fastholdes i den nye struktur, så borgere kan modtage indsatser i eget hjem og akutte indlæggelser kan forebygges. 

Akutsygepleje leverer fokusereret rådgivning og tidsafgrænsede indsatser

Danske Regioner bakker op om kvalitetsstandardernes formuleringer om arbejdsdeling mellem den kommunale sygepleje og den regionale akutsygepleje. Det fremgår, at den regionale akutsygepleje fortsat skal yde rådgivning til den kommunale sygepleje og levere klinisk vurdering og tidsafgrænsede indsatser til borgere med behov for hurtig hjælp inden for få timer eller senest næste dag. Indsatserne skal være fokuserede og kortvarige, hvorfor særskilte afslutningskriterier vurderes unødvendige. Den kommunale sygepleje skal fortsat varetage borgerens almindelige og komplekse sygeplejebehov og så vidt muligt fastholde den koordinerende funktion omkring borgeren. Den regionale akutsygepleje skal således supplere den kommunale sygepleje ved akutte og subakutte behov. Samtidig er det vigtigt, at den kommunale sygepleje fortsat skal kunne varetage komplekse sygeplejefaglige opgaver. Akutsygeplejen skal supplere og understøtte den kommunale sygepleje, hvor der er behov for akutsygeplejens særlige kompetencer og tilgængelighed. Danske Regioner finder, at denne arbejdsdeling overordnet er godt beskrevet i kvalitetsstandarderne og lægger vægt på, at den fastholdes i den endelige version.

Danske Regioner finder det unødvendigt, at kvalitetsstandarderne indeholder afslutningskriterier for de tidsafgrænsede indsatser. Afslutningen af akutsygeplejens indsats er allerede tilstrækkeligt afgrænset ved, at indsatsen skal være fokuseret, kortvarig og målrettet et konkret akut eller subakut behov. 

Det fremgår af kvalitetsstandarderne, at akutsygeplejen kan levere rådgivning og vurdering telefonisk og virtuelt. Danske Regioner opfordrer til, at de digitale løsninger skrives mere frem som en integreret del af den fremtidige opgavevaretagelse og ikke alene som et supplement til fysisk fremmøde. Det kan bidrage til øget tilgængelighed og hensigtsmæssig anvendelse af personale ressourcer. 

En robust kommunal sygepleje med ansvar for den samlede sygepleje 

Danske Regioner finder det positivt, at den kommunale sygepleje fortsat har det primære ansvar for sygepleje og fastholder sin koordinerende funktion, og at det kun er i de tilfælde, hvor borgeren ikke er kendt af kommunen, eller at der er et behov for yderligere observation, at akutsygeplejen overtager ansvaret for forløbet. Dermed understøttes kontinuitet i borgerens forløb, samtidig med at akutsygeplejen kan supplere med rådgivning, faglig sparring og konkrete indsatser, når der er behov for akutsygeplejens kompetencer og tilgængelighed.

Danske Regioner finder det vigtigt, at kvalitetsstandarden understøtter en fortsat faglig udvikling af den kommunale sygepleje, hvilket de nuværende formuleringer til kompetencer og kapacitet understøtter. Den kommunale sygepleje skal fortsat kunne varetage planlagte indsatser døgnet rundt og spille en central rolle ved forværring af kendt sygdom, tidlig opsporing, opfølgning og mere komplekse sygeplejefaglige forløb. Det er positivt, at kvalitetsstandarden beskriver den kommunale sygepleje som et bredt fagligt område, der både skal varetage hyppigt og mindre hyppigt forekommende indsatser, og hvor også komplekse indsatser og forløb er en del af opgaven. 

Begreber som "rettidigt" og "grundlæggende sygepleje" bør defineres tydeligt, så der ikke opstår misforståelser eller forskellige fortolkninger af, hvilke opgaver den kommunale sygepleje forventes at kunne varetage.

Adgang til data om borgeren er en nødvendig forudsætning
Samtidig er adgang til relevante patientoplysninger på tværs af organisatoriske og sektorielle grænser en helt grundlæggende forudsætning for at kunne levere nære sundhedstilbud på tværs af sektorgrænser. Det gælder også for akutsygepleje og kommunal sygepleje. Kvalitetstandarderne forudsætter, at akutsygeplejen kan foretage helhedsorienterede vurderinger af borgerens helbredssituation, funktionsevne samt psykiske og sociale forhold. Dette stiller krav til, at de nødvendige oplysninger er digitalt tilgængelige og kan deles på tværs. Dette er ikke muligt på nuværende tidspunkt, og kvalitetsstandarderne bør derfor følges af den nødvendige nationale digitale understøttelse og mulighed for datadeling, så kravene reelt kan efterleves. Endelig er det afgørende, at reglerne om dokumentation, adgang til og deling af sundhedsoplysninger understøtter det tværsektorielle samarbejde.

Et løft af den basale palliation i den kommunale sygepleje
Danske Regioner støtter ambitionen om at styrke den basale palliation og finder det positivt, at palliation beskrives som en integreret del af den kommunale sygepleje med fokus på tidlig og systematisk identifikation af palliative behov, løbende behovsvurdering og samarbejde med blandt andet almenmedicinske tilbud og regionale palliative funktioner. En styrket basal palliation kan bidrage til, at borgere med behov for palliative indsatser den rette indsats tidligere i deres forløb og oplever større sammenhæng på tværs af de involverede aktører. Det er derfor et vigtigt udviklingsområde, som kommuner og regioner bør samarbejde om, herunder i regi af sundhedsrådene, så der skabes gode og sammenhængende palliative forløb for borgerne.

Danske Regioner finder desuden, at kravene til palliative kompetencer bør skærpes og tydeliggøres. Når alle relevante borgere skal have deres palliative behov identificeret systematisk og rettidigt, er det ikke tilstrækkeligt, at de mere specifikke palliative kompetencer alene kan være placeret hos enkelte medarbejdere på enhedsniveau. De nødvendige kompetencer bør være tilstrækkeligt bredt tilgængelige i den kommunale sygepleje til, at palliative behov kan identificeres, vurderes og håndteres kvalificeret i den daglige opgavevaretagelse. 

Endelig finder Danske Regioner det positivt, at kvalitetsstandarden åbner for samarbejde med civilsamfund og lokale fællesskaber, som kan supplere de kommunale indsatser og bidrage til støtte, tryghed og sammenhæng i borgernes forløb.

Læs også Danske Regioners høringssvar i pdf-format herunder:
Høringssvar til kvalitetsstandarder for hhv. regional akutsygepleje og kommunal sygepleje samt basal palliation og vejledning om kommunal sygepleje