Overordnede bemærkninger
Danske Regioner deler Sundhedsstyrelsens bekymring over stigningen i forbruget af gabapentinoider, som er set over en længere årrække. Det skal dog bemærkes, at udviklingen delvist kan ses i lyset af det målrettede arbejde med at reducere opioidforbruget, idet gabapentinoider er anbefalet i IRF’s Smerteguide fra 2019 som alternativ til opioider i behandling af patienter med kroniske smerter. Smerteguiden, der nu ligger i regi af Medicinrådet, er under opdatering, og det er endnu uklart, om anbefalingerne ændres.
Uklarhed om konsekvenserne ved ændrede regler
Danske Regioner bemærker, at der på nuværende tidspunkt ikke foreligger en afklaring af hvilken udleveringsgruppe, pregabalin og gabapentin vil blive placeret i ved optagelse på liste B.
Hvis pregabalin og gabapentin overgår til udleveringsgruppe A, ligesom benzodiazepiner, vil det indebære krav om personligt fremmøde ved receptudstedelse og som udgangspunkt også ved receptfornyelse.
For patienter i stabile og langvarige behandlingsforløb – eksempelvis ved neuropatiske smerter eller epilepsi – kan dette isoleret set medføre hyppige konsultationer og dermed en større administrativ belastning for både almen praksis og patienterne. Alternativet, hvor der udstedes én større recept til længere tids forbrug, indebærer risiko for overudlevering og lagerdannelse hos patienten. Danske Regioner henstiller på den baggrund, at Vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler justeres, såfremt gabapentinoiderne placeres i udleveringsgruppe A, så proportionalitet i krav til fremmøde sikres, og utilsigtede forringelser i adgangen til velfungerende, langvarig behandling undgås.
Overgår gabapentinoiderne i stedet til udleveringsgruppe AP4, hvilket indebærer udlevering én gang pr. recept, er det vigtigt at bemærke, at dette ligeledes vil medføre et øget ressourcetræk både på hospitaler og i almen praksis. Dette skyldes, at reglerne for ordination af afhængighedsskabende lægemidler fortsat vil finde anvendelse, herunder krav om personligt fremmøde ved receptudstedelse, ordination af mindste relevante pakning og manglende mulighed for flergangsudleveringer. Der bør endvidere være opmærksomhed på, at kravet om mindste relevante pakning ofte vil være en dyrere løsning og derfor kan medføre øgede medicinudgifter for patienter i fast behandling med gabapentinoider.
Danske Regioner vurderer på den baggrund, at der er behov for en tydelig afklaring af hvilken udleveringsgruppe, lægemidlerne vil blive omfattet af, samt at der er behov for en vurdering af hvilke konsekvenser, det forventes at have for opgaverne, der skal varetages i almen praksis.
Det skal bemærkes, at såfremt ressourcetrækket i almen praksis forventes at forøges, vil det også kunne medføre øgede regionale udgifter, – hvilket kan give anledning til at rejse en DUT-sag.
Patienter i langvarig behandling.
For både gabapentin og pregabalin gælder det, at behandlingen, hvad enten indikationen er neuropatiske smerter, epilepsi og (for pregabalin) generaliseret angst, ofte er planlagt til at være langvarig og stabil ved god effekt. Danske Regioner finder derfor, at høringsmaterialets formulering om, at "lovlig brug vil kunne fortsætte som hidtil", ikke afspejler de reelle ændringer i klinisk praksis ved en optagelse til liste B.
En optagelse på liste B vil efter gældende regler for afhængighedsskabende lægemidler have betydning for hvor ofte og hvordan, patienter i stabile og langvarige behandlingsforløb skal anmode om receptfornyelse. Vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler giver i dag kun mulighed for at fravige kravet om personligt fremmøde i ganske særlige tilfælde, og kun når der foreligger en detaljeret behandlingsplan og en konkret individuel vurdering.
På den baggrund bør det overvejes hvorvidt, at der i vejledningen skal indføres en særskilt bestemmelse, hvorefter patienter i stabile og langvarige behandlingsforløb ikke skal møde personligt frem ved hver receptfornyelse, men kan følges med et længere opfølgningsinterval på eksempelvis tre måneder og minimum hver sjette måned, samt med mulighed for dosisdispensering.
Danske Regioner vurderer, at en sådan præcisering vil sikre, at overgang til liste B ikke medfører utilsigtet forringelse af patienters adgang til velfungerende behandling.
Afsluttende bemærkninger
Danske Regioner bakker op om forslaget om at optage pregabalin og gabapentin på liste B i bekendtgørelsen om euforiserende stoffer. Danske Regioner finder det imidlertid afgørende, at der samtidig sker en tydelig afklaring af udleveringsreglerne samt en vurdering af det forventede ressourcetræk i almen praksis som følge heraf.
Læs også Danske Regioners høringssvar i pdf-format herunder: