Danske Regioner henstiller til at ’regioner’ tilføjes i de tre bekendtgørelser på lige fod med kommuner mv. og herved på tilsvarende vis er omfattet af undtagelsen. Regionerne stiller i et tilsvarende omfang som kommunerne lokal internetadgang til rådighed som et led i myndighedsopgaverne, herunder til borgere i specialiserede tilbud. Derudover bemærker Danske Regioner at ”besøgende” er et ret abstrakt begreb, der efter en streng ordlydsfortolkning ikke omfatter indlagte patienter og borgere med ophold på de specialiserede tilbud, hvilket det burde.
På baggrund af ovenstående foreslås det at punkt 2 i de tre bekendtgørelser formuleres som følger: 2) Caféer, hoteller, kommuner, regioner, persontransportselskaber (tog, busser, fly og skibe) og lignende, som stiller lokal internetadgang til rådighed for borgere, patienter, passagerer og øvrige besøgende via radiobaserede lokalnet, RLAN (hotspot), eller kablede lokalnet, LAN.
Såfremt regionerne ikke undtages har Danske Regioner på baggrund af forespørgsel i de fem regioner følgende bemærkninger:
- Det bør konkretiseres hvilke data der skal udleveres til politiet samt i hvilken grad det fordrer en eventuel sikkerhedsgodkendelse af døgnvagtspersonalet.
- Danske Regioner henstiller til, at politiet i videst muligt omfang tager direkte fat i de internetudbydere som regionerne benytter.
- Desuden skal der tages højde for, at pligten til registrering hos politiet og døgnbetjent kontaktpunkt mv. tilrettelægges således at det ikke afleder meromkostninger for regionerne.
Læs også Danske Regioners høringssvar i pdf-format herunder: