40.000 KOL-patienter i hele landet kan se frem til telemedicinske tilbud

Udrulningen af telemedicin til KOL-patienter overalt i Danmark begynder nu – og i 2019 ventes ca. 40.000 patienter at kunne få online-hjælp derhjemme

Danske Regioner, Kommunernes Landsforening og regeringen har indgået aftale om landsdækkende udbredelse af telemedicin til KOL-patienter i 2019. Aftalen betyder blandt andet, at staten reserverer 47 mio. kr. til projektet.

Med apparater til at måle fx blodtryk, vægt og iltmætning i blodet kan konsultationen klares fra patientens hjem og sendes digitalt til en sygeplejerske i den anden ende. Det giver patienterne større tryghed og indsigt i egen tilstand.

- Telemedicin er ikke et ekstra tilbud, men et bedre tilbud til en af de grupper af patienter, som har det værst. Med telemedicin vil patienter hurtigere selv kunne opdage en forværring af deres sygdom. Der er gevinster at hente for både borgerne og sundhedsvæsenet, siger næstformand i Danske Regioner, Jens Stenbæk.

Han fremhæver især fordelen for patienter, der i dag må køre langt for at komme til ambulant kontrol.

- Og desuden er der sundhedsøkonomiske effekter. For eksempel som følge af færre ambulante kontroller for de omkring 40.000 danskere, som lider af svær KOL.

Forsøg i Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Hovedstaden danner basis for, at alle patienter med alvorlig KOL i fremtiden bliver tilbudt telemedicin.