Gå til indhold

Antibiotika virker sjældent mod hoste

Når vi hoster, tror vi, at vi har brug for antibiotika – men det er ofte unødvendigt

Det store forbrug af antibiotika er fokus for årets kampagne mod overdreven brug af antibiotika.

I samarbejde med Sundheds- og Ældreministeriet, Lægeforeningen, Apotekerforeningen, Dansk Selskab for Almen Medicin og Statens Serum Institut lancerer Danske Regioner i dag budskabet om at begrænse antibiotikaforbruget. Formålet er at øge vores viden om, at antibiotika ikke virker på virus, men kun på bakterielle infektioner.

85 procent af de praktiserende læger har ifølge en rundspørge blandt 400 læger jævnligt patienter, der forventer at få ordineret antibiotika mod hoste.

Kun få har alvorlige bagvedliggende sygdomme
Men det hjælper sjældent, og oftest går hosten over af sig selv. Kun patienter med længerevarende hoste kan have mere alvorlige, bagvedliggende sygdomme som lungebetændelse eller KOL.

Netop hoste er blandt de hyppigste årsager til, at vi går til lægen, og antibiotikaforbruget har de seneste år været stigende. Det er dog i de færreste tilfælde, at antibiotika virker mod hoste.

På langt sigt kan et voldsomt overforbrug af antibiotika blive farligt, fordi de bakterier, som vi vil bekæmpe, kan blive modstandsdygtige overfor antibiotika.

Kampagnen iværksættes den 18. november, fordi dagen er udpeget til europæisk antibiotikadag.

Læs mere: