Flere konsultationer og kortere ventetid i psykiatrien

Tusindvis af danskere blev i 2014 henvist til psykiatrisk behandling, og ventetiden på behandling falder. Vi har fuldt fokus på patienterne, siger Charlotte Fischer, formand for Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg

Antallet af ambulante besøg i psykiatrien - det vil sige konsultationer mellem patient og behandler - steg i 2014 kraftigt. Hvor der i 2010 var 117.453 ambulante besøg i børne- og ungepsykiatrien, var der sidste år 176.695 besøg. En stigning på 50 procent. I voksenpsykiatrien var der i 2014 1.077.227 besøg, hvilket var en stigning på 46 procent i forhold til i 2010.

Det viser Danske Regioners årlige opgørelse over aktiviteten i psykiatrien i de fem regioner. Charlotte Fischer, formand for Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg, siger:

- I regionerne har vi i flere år haft fokus på at hæve aktiviteten i psykiatrien, og vi er nået til et flot højt niveau. Vi har bragt psykiatrien ind på et rigtig godt spor, hvor vi hjælper rekordmange patienter. Det kan vi takke en meget engageret og dygtig personalegruppe for. Men der er fortsat udfordringer, både i forhold til at sikre høj kvalitet og hurtig behandling af det stigende antal psykisk syge. Psykiatrien kræver et stærkt fokus, og det har vi.

Indsatsen virker
Danske Regioners opgørelse viser desuden, at ventetiden på at komme i behandling - efter en patient er blevet henvist af egen læge - er blevet kortere. Eksempelvis ventede 1.307 voksne patienter i januar 2010 på behandling i mere end to måneder. I januar i år var det tal faldet til 299 patienter. På børn- og ungeområdet er faldet endnu mere markant: I januar 2010 ventede 1.111 børn og unge længere end to måneder, mens det i januar 2015 blot var 10 børn og unge.

Regioner - Flere konsultationer og kortere ventetid i psykiatrien

- Ventetidstallene er der grund til at være særligt stolt af. Ingen patienter bliver raske af at stå på en venteliste, og derfor har vi fra regionerne stillet krav til de psykiatriske afdelinger om et lidt højere tempo. Det har virket - sammen med flere penge fra Christiansborg, en ny udredningsret og, igen, ikke mindst medarbejdernes enorme engagement, siger Charlotte Fischer.

I 2014 var der i alt 61.967 henvisninger til behandling i voksenpsykiatrien og 17.056 henvisninger til behandling i børne- og ungdomspsykiatrien.