Gå til indhold

Patienterne efterspørger mere kommunikation, sammenhæng og inddragelse

Ny undersøgelse af patientoplevelser viser, at patienterne generelt er meget tilfredse med mødet med sygehusvæsenet. Men især når det gælder kommunikation, sammenhæng og inddragelse er der rum for forbedring.

De landsdækkende undersøgelser af patientoplevelser (LUP) bekræfter år efter år, at patienterne generelt er meget tilfredse med den oplevelse og behandling de får på de danske sygehuse.

Således viser den netop offentliggjorte LUP somatik 2014, at patienternes oplevelser af mødet med personalet har fået den største andel af positive besvarelser. Personalet opleves som venligt og imødekommende og mere end otte ud af ti patienter er tilfredse med det samlede forløb fra indlæggelse til udskrivelse.

Undersøgelsen peger dog også på områder, hvor der er rum for forbedring. Det gælder blandt andet inddragelse af patienter og pårørende. Her kan somatikken skele til erfaringerne i psykiatrien, hvor patienter og pårørende i langt højere grad føler sig inddraget i behandlingen.

LUP 2014
- Undersøgelsen bekræfter, at vi kan blive bedre til at lytte til borgernes viden, præferencer og behov og sætte dem i centrum for behandling, forløb og organisering. Det kræver et ledelsesmæssigt fokus og incitamenter, der understøtter indsatsen, siger Ulla Astman, formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg, der peger på, at regionerne er godt på vej:
- Som en del af den plan for Borgernes Sundhedsvæsen, vi er på vej med,  skal der bruges langt flere kræfter på at spørge patienter - både i det daglige og i større undersøgelser - om, hvad der er vigtigt for dem. Det er også vigtigt for os, siger Ulla Astman.

De årlige spørgeundersøgelser blandt patienterne skal udvikles og suppleres af tidstro feedback, der løbende kan samle op på patienternes oplevelser, behov og ideer og dermed bruges til at forbedre behandling, pleje og forløb.
Siden 2009 har regionerne årligt gennemført landsdækkende undersøgelser af patientoplevelser. I 2014 er der lavet landsdækkende undersøgelser af patientoplevelser for hhv. somatik, psykiatri, fødende og akutmodtagelser. De første er netop offentliggjort, mens LUP akutmodtagelse blev offentliggjort i januar.
Det er ikke muligt at sammenligne resultaterne for LUP somatik over tid, da blandt andet svarskalaerne er ændret efter en evaluering af LUP 2012.

Læs mere
LUP 2014 - Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (pdf)
LUP Fødende (pdf) - Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser blandt Fødende (pdf)
LUP Psykiatri 2014 - National undersøgelse af patient- og pårørendeoplevelser i psykiatrien (pdf)