Stadig fokus på udredningsretten

Flere er udredt til tiden, viser seneste monitorering af udredningsretten. Men selv om mange fravælger retten til hurtig udredning, så skal der stadig sættes ind, understreger Ulla Astman, formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg

Den seneste monitorering af udredningsretten viser, at 62 procent af de henviste patienter udredes inden for 30 dage. Tallene er dog behæftet med usikkerhed, da registreringerne endnu ikke er helt dækkende.

En række regionale opgørelser indikerer, at omkring 85 procent af patienterne har fået et tilbud om at blive udredt inden for 30 dage eller får et længere forløb af faglige årsager. Der er altså en del patienter, som ikke kan udredes hurtigt - enten af faglige årsager eller fordi de vælger ikke at tage imod det tilbud, som de har fået.
 
At en del patienter vælger at vente, kommer ikke bag på Ulla Astman, formand i Danske Regioners Sundhedsudvalg:

- Ret til hurtig udredning omfatter i vidt omfang patienter med ikke livstruende sygdomme. Er man henvist til udredning i forhold til f.eks. en dårlig skulder, som man har allerede har gået med i en vis periode, er det egentlig ikke overraskende, at en stor del af patienterne hellere venter på en tid på et lokalt sygehus frem for at blive udredt lidt hurtigere et andet sted i landet, siger Ulla Astman og fortsætter:
 
- Vores mål er, at alle får et tilbud om hurtig udredning, og at de, der ønsker det, også bliver udredt inden for 30 dage i det omfang, det er lægefagligt muligt. Vores patienter skal kunne føle sig trygge ved, at der er et tilbud til dem.
 
Regionerne er godt i gang med at implementere retten til hurtig udredning. Antallet af diagnostiske undersøgelser stiger støt, og flere henvises systematisk til udredning i det private, hvis der ikke er kapacitet på de offentlige sygehuse.
 
Fakta
Udredningsretten sigter mod en mindre gruppe af de patienter, der dagligt ses på sygehusene. Mange udredes og behandles akut eller henvises direkte til behandling, fordi de allerede er udredt hos egen læge. En del er henvist med mistanke om livstruende sygdom, og udredes hurtigt i kræft- eller hjertepakker. De resterende patienter er målgruppen for udredningsretten.