Tak til Mads Koch Hansen for godt og konstruktivt samarbejde

Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, som nu fratræder sin post, har været visionær og dygtig.

Det siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.

Lørdag den 25. april 2015 har Lægeforeningen valgt ny formand, som afløser afgående formand Mads Koch Hansen. Bent Hansen, formand for Danske Regioner, takker Mads Koch Hansen for mange års godt samarbejde og ser frem til samarbejdet med den nye formand, Andreas Rudkjøbing, som var kandidat for Yngre Læger.

- Mads har været en visionær og meget dygtig formand, som med glimt i øjet har formået at sætte dagsordener og bringe lægefaglige emner højt på den offentlige dagsorden. Det har blandt andet gavnet landets patienter, som Mads Koch Hansen har formået at favne i sine lægefaglige udspil og kommentarer, siger Bent Hansen.

- Det er værd at fremhæve Mads' arbejde for at ligestille psykiatrien og somatikken. Et arbejde, som vi i Danske Regioner også vægter højt, og som til efteråret når sit højdepunkt, når psykiatriske patienter også har ret til udredning på 30 dage. Det har Mads sin del af æren for, og det kan han være stolt af, siger Bent Hansen og tilføjer:

- I regionerne glæder vi os til samarbejdet med Andreas Rudkjøbing og har høje forventninger til et fortsat konstruktivt samarbejde med masser af dialog. Jeg er sikker på, at regionerne også sammen med den nye formand kan skabe løsninger og kompromisser til gavn for patienterne.