Gå til indhold

Danske Regioner hilser prioriteringsprincipper velkomne

Sundheds- og Ældreministeriet har på vegne af Folketingets partier fremlagt syv principper til prioriteringer inden for sygehusmedicin. Principperne skal være med til at skabe en åben og konstruktiv dialog om prioriteringer på området for sygehusmedicin i sundhedsvæsenet, skriver ministeriet i en pressemeddelelse

Bent Hansen, formand for Danske Regioner, er glad for, at Christiansborgs partier nu spiller ud om behovet for prioritering i sundhedsvæsenet.

- Det glæder mig, at partierne er nået til enighed om disse principper, som vi i regionerne nu vil se nærmere på. I regionerne arbejder vi for at sikre mest mulig sundhed for borgerne, og der kommer vi ikke uden om, at vi er nødt til blandt andet at skele til prisen på ny, dyr sygehusmedicin, siger Bent Hansen og tilføjer:

- Det er flot, at Folketingets partier sammen er blevet enige om principperne, og at de erkender behovet for en grad af prioritering i sundhedsvæsenet.

Fortsat arbejde med Medicinrådet

I begyndelsen af februar 2016 fremlagde Danske Regioner en model - Medicinrådet - for vurderingen ny, dyr sygehusmedicin. Som noget nyt vil modellen inddrage forholdet mellem effekt og omkostninger ved ny sygehusmedicin. På Danske Regioners generalforsamling den 7. april i Aarhus vil det fortsatte arbejde med Medicinrådet blive præsenteret.

- Vi vil naturligvis inddrage principperne i det videre arbejde med Medicinrådet, og principperne ligger fint i forlængelse af den dialog, vi har haft med patientforeninger og faglige organisationer siden præsentationen af Medicinrådet, siger Bent Hansen og slutter:

- Vi lytter naturligvis til de indspil, der har været siden præsentationen af Medicinrådet, og jeg ser frem til et fortsat bredt samarbejde om justeringer af modellen.

 

Læs mere

Princippapir om prioritering for sygehuslægemidler

Princippapir om prioritering for sygehuslægemidler - fra Sundheds- og Ældreministeriets hjemmeside