Gå til indhold

Kræftbehandling kræver nyt og bedre udstyr

Det er nødvendigt at investere i mere og bedre udstyr, hvis den positive udvikling inden for kræftbehandlingen skal fastholdes. Danske Regioner vurderer, at der skal investeres 1,5 milliarder kroner over de kommende seks år

En ny kræftplan og nedslidning af de eksisterende apparater gør det nødvendigt at finde midler til at investere i både strålekanoner og scannere på de danske sygehuse.

- Antallet af kræfttilfælde stiger, og det betyder selvfølgelig, at behovet for behandling følger med. Derfor er det afgørende, at vi får fornyet vores udstyr, så vi kan sikre kræftpatienter rettidig behandling af høj kvalitet, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.

Udløbsdato nærmer sig for strålekanoner og scannere

Der findes i dag 60 strålekanoner på landets sygehuse, og en strålekanon har normalt en levetid på mellem 10 og 12 år. Langt de fleste blev anskaffet mellem 2005 og 2008 som et led i Kræftplan II, og derfor vil der være behov for løbende udskiftning af de dyre apparater over de kommende seks år.

Også landets 370 scannere kræver løbende udskiftning, og her er levetiden nede på mellem otte og ti år. Samtidig er vurderingen, at antallet af scanninger fortsat vil stige - blandt andet på grund af et øget fokus på tidlig opsporing af kræfttilfælde, der kun kan findes ved CT- og MR-scanninger.

Behov for massiv investering

Samlet set betyder det, at der i de kommende år vil være behov for en massiv investering i både scannere og strålekanoner, hvis behandlingsniveauet skal leve op til det politisk besluttede.

- Både scannere og strålekanoner er en vital del af en moderne kræftbehandling. Derfor skal vi tilvejebringe de nødvendige midler til at udskifte forældet apparatur og øge kapaciteten. Strålebehandling er en både effektiv og billig måde at behandle kræft. Men det kræver, at der er det nødvendige udstyr til rådighed, og derfor er det helt afgørende at vise rettidig omhu og investere nu, så vi ikke kommer til at stå i en situation med længere ventelister til gene for patienterne, siger Bent Hansen.

 

Læs mere i REGIO

Læs mere om dette i REGIO

REGIO Nr. 12 (April 2016) - Danske Regioners analysemagasin