Prioriteringsmodel bygger på effekt

Danske Regioners forslag til ny prioriteringsmodel for dyr medicin vil først og fremmest sætte et kritisk blik på, hvilken gavn patienterne kan regne med at få af behandlingen

Prioritering af dyr medicin kommer hurtigt til at handle om penge, men med den nye prioriteringsmodel skal fokus flyttes til den gavn, patienterne kan opnå af medicinen, lyder det fra Danske Regioners formand Bent Hansen.

- Det handler i bund og grund om, at vi skal vurdere medicinens effekt mere kritisk og inddrage økonomien. Der skal være en stærk og tydelig sammenhæng mellem medicinens effekt og den pris, der bliver taget for den. Vi skal være sikre på, at medicinen forlænger levetid og livskvalitet, så vi ikke betaler urimeligt meget for medicin, der reelt har meget lille gavn for patienten. Omvendt gælder det naturligvis også, at medicin med dokumenteret høj effekt ikke vil blive fravalgt, siger Bent Hansen.

Danske Regioner har netop lagt op til en model, der ikke sætter pris på et leveår, men som i stedet tager udgangspunkt i, hvilken værdi medicinen har for patienterne. Modellen, der efter en intern afklaring i Danske Regioners bestyrelse blev præsenteret i fredags, er et udspil, der nu skal justeres i dialog med sundhedsministeren, Folketingets partier, patientorganisationer og lægemiddelindustrien.

- Vi har gjort os umagefor at beskrive en model, så dialogen kan tage form og bevæge sig fremad. Vi ønsker en åben proces både i tilblivelsen af en dansk prioriteringsmodel og i den måde, den kommer til at fungere på. Vi har allerede aftalt et møde med Danske Patienter, så jeg ser frem til, at vi kommer til bunds i de misforståelser, der måtte være. Vores model er blevet fortolket, som om det udelukkende er økonomi, der vil afgøre, om ny medicin kan tages i brug. Men det er effekten, der er i centrum. Medicinens evne til at forlænge levetid og livskvalitet er hele udgangspunktet for vurderingen, understreger Bent Hansen.