Stærke relationer styrker kerneopgaven

Ny publikation giver anvisninger på, hvordan man styrker relationer og kommunikation mellem medarbejdere

Alle samarbejder mellem medarbejdere bygger på en grad af relationel koordinering. Det afgørende spørgsmål er, hvor god denne relationelle koordinering er. Væksthus for Ledelse giver i en ny publikation anvisninger på, hvordan det i praksis kan gøres.

Ældre patienter med flere diagnoser, udsatte børn, traumatiserede familier, ledige med andre problemer end ledighed. De færreste medarbejdere i den offentlige sektor løser i dag deres opgave uafhængigt af andre. Det er nødvendigt at bygge bro mellem egen og andres del af den fælles opgaveløsning - dvs. styrke den relationelle koordinering.

- Opgaveløsningen i det offentlige er i dag blevet mere kompleks og kræver ofte et tæt samarbejde på tværs af fag, enheder og sektorer. I sundhedsvæsenet har vi set en stærk specialisering, som har givet en høj faglig kvalitet. Det stiller samtidig krav til lederne om at opbygge en kultur med en stærk relationel koordinering, så man sikrer, at samarbejdet bygger på fælles mål, gensidig respekt og den rette form for kommunikation til tiden, siger Signe Friberg Nielsen, forhandlingsdirektør i Danske Regioner og medlem af bestyrelsen i Væksthus for Ledelse.

Relationel koordinering handler om at knytte tættere, professionelle bånd mellem alle dem, der bidrager til opgaveløsningen. Det baner vej for effektiv kommunikation, så faggrupper, der er afhængige af hinanden, mere direkte og mere smidigt selv kan håndtere kritiske situationer og overlevere nødvendig viden.
Publikationen præsenterer hovedpunkterne i teorien om relationel koordinering med det formål at introducere den til en bred kreds af ledere.

Læs mere:

Fakta:
Væksthus for Ledelse er et samarbejde mellem Danske Regioner, KL og Forhandlingsfællesskabet. Væksthuset arbejder for at udvikle og synliggøre god ledelse i regioner og kommuner.
Læs mere på www.lederweb.dk.