Kære Emma, det er tid til at få tjekket dine tænder

Regionerne sender nu besked til de mange unge, der glemmer tandlægen, når de som 18-årige forlader børne- og ungdomstandplejen. Frygten er, at de risikerer at få alvorlige problemer med tænderne som voksne.

Hele 44 procent af de unge, som blev født i 1996, har ikke været forbi en tandklinik, siden de fyldte 18. Det er 32.000 unge 20-årige. Det svarer til, hvis ingen af indbyggerne i hele Slagelse gik til tandlægen. Derfor får de mange unge nu et brev i deres e-boks. Det vil minde dem om, at de nu selv skal huske at bestille tid til tandeftersyn. Det er tanken, at regionerne hvert år vil sende en påmindelse til de glemsomme 20-årige, for at vænne dem til at gå til voksentandpleje.

- Tandlægen er måske ikke den første, man husker at ringe til, når man fylder 18. De fleste har fuld gang i uddannelse, sport og kærester, så derfor vil vi hjælpe med at huske dem på, at de selv skal bestille tid, siger Anders Kühnau, formand for Danske Regioners Løn- og Praksisudvalg.

Tandlægeforeningen håber også, at den fælles indsats vil gavne de unges tandsundhed:

- Jeg er glad for, at vi sammen med Danske Regioner nu gør de unge opmærksomme på vigtigheden i at gå regelmæssigt til tandpleje. Den bedste forsikring mod tandsygdomme og store tandregninger er at gå regelmæssigt til tandpleje, siger formanden for Tandlægeforeningen, Freddie Sloth-Lisbjerg.

Når de unge kommer til kontrol, vil de – ligesom andre patienter – blive kategoriseret som enten ”grønne, gule eller røde”-patienter afhængigt af, hvor sundt deres tandsæt er. Grupperingen har blandt andet betydning for, hvor ofte de fremover bliver indkaldt til eftersyn: Jo sundere tænder, des mindre behov for hyppig kontrol.

For at nå ud til de unge, lancerer Tandlægeforeningen og Danske Regioner i denne uge også en kampagne på de sociale medier, som forhåbentlig vil hjælpe de unge med at huske at få bestilt en tid til tandundersøgelse

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Anders Kühnau,
Fmd. for Løn- og Praksisudvalget, fmd. for Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN), fmd. for Region Midtjylland
T 23 60 27 68
M 23 60 27 68
E kuhnau@rr.rm.dk
foto-anders-kuhnau4.png
Kontakt

Hvis du vil vide mere