Gå til indhold

Vigtigt fokus på udredning og medicin i indsats for mennesker med demens

Borgere med demens har behov for en tidlig og den rette diagnosticering. Derfor giver det god mening at samle udredningsindsatsen af demens på færre enheder, hvor kvaliteten af udredningen kan få et endnu højere niveau.

Bedre udredning, mindre medicin og mere fokus på de pårørende. En ny national handlingsplan for demens skal forbedre indsatsen for demente og deres pårørende, og Danske Regioner bakker op om handlingsplanens indhold.

- Vi skal have sikret den rette udredning af borgere med demens. Når en borger rammes af demenssymptomer, er det af afgørende betydning, at der hurtigt kommer en afklaring – og når vi samler kræfterne på færre udredningsenheder kan det få en stor betydning i rådgivningen af de praktiserende læger og i selve udredningsarbejdet, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner.

Han bakker ligeledes op om regeringens målsætning om at halvere brugen af antipsykotisk medicin til demente.

- Vi skal ikke medicinere borgere, der ikke har brug for medicin. Derfor er det et godt og rigtigt mål at se på, hvordan vi kan nedbringe forbruget. Regionerne vil gerne bidrage med den nødvendige ekspertise til at rådgive de praktiserende læger, så det vil være et oplagt sted at kigge hen, siger Bent Hansen.

Handlingsplanen skal nu drøftes af satspuljepartierne, og Danske Regioner ser frem til at bidrage til udmøntningen af initiativerne.

- Regeringens handlingsplan ligger fint i forlængelse af regionernes ambitioner på området. Det er dog helt afgørende, at handlingsplanen følges op af de nødvendige midler, og vi ser frem til den nærmere dialog om, om hvordan initiativerne skal udmøntes, siger Bent Hansen.

Læs mere:

Et trygt og værdigt liv med demens - oplæg til den nationale demenshandlingsplan 2025 (pdf)