Gå til indhold

Regionerne sikrer, at patienterne får den trygge behandling, de fortjener

Patienterne fortjener både kommunale og regionale behandlingstilbud i topklasse. Derfor er målet at skabe et sundhedsvæsen, som både er trygt, nært og nemt, skriver Sophie Hæstorp Andersen i et indlæg i Information.

Af Sophie Hæstorp Andersen, formand for Region Hovedstaden og Psykiatri- og Socialudvalget i Danske Regioner, bragt i Information d. 14. Januar 2019.

Statsministeren er på trapperne med en sundhedsreform, der skal give mere nærhed i sundhedsvæsenet. Sammen med flere eksperter har jeg dog svært ved at se behovet for en så omfattende reform.

I Danske Regioner er arbejdet med at skabe et trygt, nært og nemt sundhedsvæsen nemlig allerede i gang.

For fremtiden vil vi sikre, at samarbejdet mellem kommuner og regioner bliver endnu stærkere end i dag, så patienterne oplever det sammenhængende sundhedsvæsen, de fortjener.

Især tre grupper af patienter har brug for, at deres kommune og region spiller godt sammen. Det er mennesker, der lever med kronisk sygdom, ældre borgere og psykiatriske patienter.

Som formand for psykiatriudvalget i Danske Regioner ved jeg, hvor vigtigt et godt samarbejde mellem regioner og kommuner er. Sammen har vi skabt mange succeser på patienternes vegne.

En af de succeser, jeg glæder mig over, er de psykiatrihuse, der skyder op. Her bliver der bygget bro mellem kommunale og regionale indsatser. Husene fungerer som én indgang, så psykisk syge borgere bliver mødt af et sammenhængende tilbud på tværs af sektorerne.

I dag sikrer regionerne, at sundhedsområdet i større og større udstrækning er ensartet og lige for alle uanset, hvor man bor i Danmark. Vi sikrer tilbud, der går på tværs af kommunerne, så vi modvirker 98 forskellige sundhedsvæsner.

Samtidigt står kommunerne med den vigtige opgave, at de skal følge op på patienterne, når der er brug for det.

Men vi bilder os ikke ind, at det er et perfekt samarbejde. Vi må lytte til borgerne, når de fortæller os, at der er steder, hvor vi skal gøre det bedre.

Det er eksempelvis uacceptabelt, at patienter skal føle sig som budbringere imellem hospital og egen læge. Derfor har vi i regionerne også fokus på at skabe løsninger, der forhindrer, at patienterne oplever at falde imellem den regionale og den kommunale stol.

Jeg er glad for samarbejdet med kommunerne, der rækker langt ud over arbejdet med patientgrupperne.

De gode løsninger på tværs skal vi finde sammen, for patienterne fortjener både kommunale og regionale behandlingstilbud i topklasse. Målet er at skabe et sundhedsvæsen, som både er trygt, nært og nemt.