Gå til indhold

Indkøb

Knæ bør købes ’klogt’ til gavn for patienterne

Værdibaserede indkøb af medicinsk udstyr og løsninger er vejen frem til at sikre mere værdi og kvalitet for patienterne, for eksempel i form af kortere indlæggelsestid, ensartet behandling og færre fejl, skriver repræsentanter fra Danske Regioner, DI, Medicoindustrien og Dansk Erhverv. Det offentlig private Partnerskab FOVIS – som står for ’Forum for Værdibaserede Indkøb på Sundhedsområdet’ styrker netop det.

Debatindlæg af Stephanie Lose, formand for Danske Regioner, Tine Roed, direktør i Dansk Industri, Peter Huntley, direktør i Medicoindustrien og Betina Hagerup, direktør i Dansk Erhverv. Indlægget er bragt i Altinget den 12. november 2019.

Sundhedsvæsenet er presset. Befolkningen er aldrende. Flere af os fejler mere. Samtidigt skaber teknologien og specialisering på hospitalerne bedre behandlingsmuligheder, så vi overlever og får gode liv, selv når vi rammes af sygdom, der før ville have invalideret os eller kostet os livet.  Samlet set skaber udviklingen en spiral af højere forventninger og flere udgifter. Her gælder det om, at sundhedsvæsenet ikke stirrer sig blind på at ’få det billigst’. For når det handler om komplekse anskaffelser som medicinsk udstyr, implantater, apparatur og medico-løsninger, er der ofte kun kortsigtede gevinster ved at låse blikket på anskaffelsesprisen.

Dobbeltdyre hjerteklapper er billigere - og bedre

Vi vinder langt mere for patienterne ved styrke sundhedsvæsenets værdibaserede indkøb. Og hvad er så det? Værdibaserede indkøb handler om godt købmandskab. Om klogt at vælge det udstyr og de løsninger, der videst muligt baner vejen for kvalitet og værdi hos patienten. Lad os tage et slående eksempel. Udskiftning af hjerteklapper hos ældre. I dag er det tæt på at kunne ske ambulant. Ofte kan en ny hjerteklap indopereres om formiddagen, hvorefter patienten kan være tilbage i eget hjem samme aften, eller 1-2 dage efter indgrebet. For ikke mange år siden kostede indgrebet 7-8 dage i en hospitalsseng og mange flere sygedage for patienten. Forskellen skyldes regionernes indkøb af såkaldte TAVI-hjerteklapper. De er velafprøvede som alternativ til kirurgisk intervention og indgrebet foregår skånsomt via en pulsåre i lysken.

TAVI koster over dobbelt så meget som almindelige hjerteklapper. Den højere pris er dog let at forsvare: Patienten er kortere tid på hospitalet, har færre risici for infektion, er hurtigt hjemme og videre i eget liv. Det er baggrunden for at Syddanmark, Midtjylland og Nordjylland tidligere i år gennemførte fælles udbud om køb af TAVI-hjerteklapper. Tilsvarende har Region Hovedstaden tidligere gennemført et lignende udbud, der sikrer relevante patienter fra Region Hovedstaden og Region Sjælland adgang til metoden.

FOVIS sikrer bedre løsninger til færre penge 

På den lange bane sikrer værdibaserede indkøb bedre brug af sundhedsvæsenets penge. Derfor har regionerne, Dansk Industri, Dansk Erhverv, Medicoindustrien og Danske Regioner i starten af 2019 etableret FOVIS, som står for ’Forum for Værdibaserede Indkøb på Sundhedsområdet’. FOVIS’ kerneopgave er at få værdibaserede indkøb på sundhedsområdet op i gear.
Denne måde at efterspørge nye løsninger på, kan samtidig være afsæt for udvikling og innovation på markedet, til gavn for både sundhedsvæsen, virksomhederne og eksport. Derfor hilser vi også regeringens nylige partnerskab med Life-Science industrien i et lignende samarbejde velkommen, og vi ser frem til et tæt parløb.

Knæprotese-sælgeren belønnes efter patientens tilfredshed

Værdibaserede indkøb på sundhedsområdet handler også om patientrapporterede resultater og ’pay-per-performance.’ Vi trækker et andet eksempel frem. I et års tid har private leverandører af knæproteser til patienter på Sygehus Lillebælt, Vejle, haft styrket incitament til at bistå klinikerne med at sikre bedst mulige resultater og tilfredshed hos patienter med nyt kunstigt knæ. Afsættet er en kontrakt, hvor private leverandører af knæproteser får højere betaling i situationer, hvor de opnåede resultater og tilfredshed hos patienterne bevæger sig over en på forhånd defineret base-line.

Værdibaseret indkøb er også, når Region Nordjylland og 11 kommuner går sammen om et fælles udbud af sårplejeprodukter, der sikrer fælles sortiment i overgangen mellem hospital og hjemmepleje. Hidtil har region og kommuner set forskelligt på, hvilke løsninger sårpatienter skulle tilbydes. Resultatet er helende på flere måder. Bedre patient-forløb, ensartet behandling og bedre sammenhæng. Samtidig skal personalet opbygge et bedre kendskab til færre produkter. Dét reducerer risici for fejl og sparer tid.

Benhård fokus på værdibaserede indkøb 

Regionerne køber årligt ind for tæt på 40 mia. kr. Når det gælder komplekse indkøb, skal omfanget af værdibaserede indkøb op. Til gavn for patienter, kvalitet, klinisk personale, sundhedsvæsen og leverandører.
Når omfanget skal op, kræver det, at fokus justeres. I sundhedsvæsenet er vi gode til at forhandle skarpe priser hjem på mange standardvarer. Men igen. Når det gælder mere komplekse indkøb, skal der ses langt mere på værdi for patienten og de samlede totalomkostninger. Det arbejder FOVIS benhårdt på.

Justeringen kan møde modstand undervejs, og det skal vi være opmærksomme på. For den del af organisationen, som gøder jorden for senere resultater, er typisk ikke dén, som høster gevinsterne. Fastlæggelse af objektive mål for patient-rapporterede effekter kræver fokus, målsætninger – og tid. Og for mange private leverandører er værdibaserede indkøb et nyt felt, hvorfor der skal opbygges kompetencer og findes samarbejdsformer.

Parterne bag FOVIS har derfor en væsentlig mission. Vi skubber på, så der mellem sundhedsvæsen og erhvervsliv skabes tættere samarbejder om projekter, der sætter tempoet op for værdifulde indkøb på sundhedsområdet. Alt sammen til patienternes bedste.