Gå til indhold

Næsten 150.000 danskere har brugt chatbot til at vurdere symptomer

På godt to uger har næsten 150.000 borgere brugt regionernes chatbot for at finde ud af, hvordan de skal reagere ved symptomer på coronavirus.

Mange danskere har gjort brug af regionernes tilbud om digital hjælp til at vurdere corona-symptomer de seneste uger.

Siden den såkaldte chatbot gik i luften, har knap 150.000 danskere således gjort brug af den digitale løsning, som på få minutter kan hjælpe med at vurdere, om man skal ringe til 112, akuttelefonen, lægevagten, egen læge eller blive hjemme ved symptomer. 

”Det vidner om, at mange borgere har været i tvivl og har haft brug for hjælp til at vurdere, hvad de skulle gøre. Chatbotten er et redskab til hurtig afklaring og er dermed et godt supplement til den sundhedsfaglige vurdering og rådgivning,” siger Karin Friis Bach, formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner.

Chatbotten er udviklet af Region Hovedstadens Akutberedskab i samarbejde med Microsoft og deres partner ProActive A/S. Den nåede at være online for borgere i hovedstadsområdet i cirka en uge, før løsningen blev rullet ud i hele landet.

”Vi ser mange gode idéer og initiativer i indsatsen mod corona-virus, og det glæder mig, at vi har været i stand til at rykke så hurtigt, også når det gælder den digitale hjælp til selvvurdering. Chatbotten er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi i regionerne hele tiden arbejder på at udbrede de gode løsninger fra én region til de andre,” siger Karin Friis Bach.

Region Hovedstaden har oplevet stor positiv feedback og har fået gode idéer til videreudvikling fra brugerne af chatbotten. Der er derfor nedsat en tværregional arbejdsgruppe, som kigger på, hvordan man på sigt kan udbygge chatbottens funktioner.

 

FIND CHATBOTTEN HER

Man kan finde chatbotten som et link på forsiden af hver regions hjemmeside, hvor der står "Test Her - coronavirus-sygdom":

- Region Hovedstaden

- Region Sjælland

- Region Syddanmark

- Region Midtjylland

- Region Nordjylland

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Pressekontakt

Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke SMS) eller pressekontakt@regioner.dk.

Hvis du vil vide mere

Om corona/Covid-19

Find mere information fra danske myndigheder om coronavirus/covid-19 på:

www.coronasmitte.dk

Læs mere

Relaterede nyheder