Gå til indhold

Coronavirus/Covid-19

Regionerne fremrykker investeringer for knap 1 mia. kr.

De fem regioner planlægger at fremrykke renoverings- og anlægsprojekter for næsten 1 mia. kr., efter at anlægsloftet midlertidigt er suspenderet i 2020.

Corona-epidemien og en stabil sygehusdrift har fortsat de danske regioners fulde opmærksomhed.

Men samtidig er det lykkedes de fem regioner at identificere og fremrykke anlægs- og renoveringsprojekter for samlet næsten 1 mia. kr. i år.

Det kan lade sig gøre, fordi regeringen og regionerne i marts blev enige om at suspendere anlægsloftet for 2020, så regionerne kan sætte flere anlægsprojekter i gang og dermed være med til at holde hånden under lokale virksomheder og medarbejdere i corona-krisen.

- Det er utrolig glædeligt, at regionerne formår at sætte så mange anlægsprojekter i gang i år – samtidig med at vi håndterer covid-19-patienter og de mange andre patienter, som begynder at kommer tilbage til behandling, siger formand for Danske Regioner, Stephanie Lose.

De enkelte regioner planlægger at fremrykke investeringer på mellem 130 og 275 mio. hver. Blandt investeringerne findes bl.a. renoveringer af tag, facader og vinduer, ombygning af eksisterende bygninger til nye formål samt udbygning af eksempelvis solcelleanlæg og parkeringspladser.

Stort behov for modernisering

Den ene milliard dækker over projekter, som regionerne har kunnet fremrykke uden at forstyrre hospitalsdriften. Det betyder også, at det ikke har været muligt at fremrykke alle anlægsprojekter, som er på tegnebrættet. Derudover har regionerne hovedsageligt forsøgt at fremrykke anlægsinvesteringer og projekter, der kan igangsættes og færdiggøres i 2020.

Så der er stadig masser af opgaver at tage fat på, understreger Stephanie Lose.

- Der er ingen tvivl om, at der er et stort behov for anlægsinvesteringer ude i de enkelte regioner – også flere end vores økonomi og anlægsloftet kan bære. Så vi er glade for det suspenderende anlægsloft i år, men håber også, at der fremover kommer bedre muligheder for at modernisere vores faciliteter, så vi kan bevare et moderne og funktionelt sundhedsvæsen, siger Stephanie Lose.

Regionernes fremrykkede investeringer gælder for 2020, men det må forventes, at enkelte projekter rækker ind i 2021 og dermed får en økonomisk påvirkning på regionernes økonomi her også.

 

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Pressekontakt

Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk

Hvis du vil vide mere

Om coronavirus/Covid-19

Find mere information fra danske myndigheder om coronavirus/covid-19 på:

www.coronasmitte.dk.

Læs mere

Relaterede nyheder