Debatindlæg af Stephanie Lose, formand for Danske Regioner. Bragt i Klimamonitor den 24. februar 2021.
Bekæmpelsen af corona-pandemien har været den altoverskyggende opgave i det forgangne år, og det store fokus har været nødvendig.
Men desværre betyder det ikke, at verdenens og Danmarks øvrige udfordringer forsvinder. Tværtimod. Nogle af dem bliver faktisk værre. Og dem skal vi også finde løsninger på.
Klimaforandringerne er et godt eksempel.
Trods nedsat aktivitet i hele verden tangerede 2020 alligevel 2016’s trælse rekord som det varmeste år nogensinde. Det kunne også mærkes i Danmark, hvor der sidste år ifølge DMI ikke var et eneste af de såkaldte isdøgn. Det vil sige et helt døgn, hvor temperaturen konstant holder sig under frysepunktet. Det er første gang i de 146 år, man har målt temperaturen herhjemme, at det er sket.
Efterhånden som temperaturen stiger, får vi mere af det, som klimaeksperterne kalder ekstremt vejr. Vi er kommet på fornavn med stormene Bodil, Allan og Laura. Og vi har oplevet, at himmelen har åbnet sig, og massive regnmængder er væltet ned over landet.
Det har ført til oversvømmelser og massive ødelæggelser over hele landet. Odense Fjord, Roskilde Fjord og Isefjorden er gået over deres bredder og har oversømmet havne og byer. Det samme er åer og floder og blandt andet Ribe og Silkeborg har kæmpet mod historisk høje vandstande.
På landsplan ligger i alt 75.000 ejendomme ved vandløb og kyster og er i risiko for at blive oversvømmet, mens yderligere 400.000 ejendomme også er udsatte. Dem bør vi sikre mod fremtidens oversvømmelser.
Vand respekterer ikke kommunegrænser
Ansvaret for at sikre sig mod de negative effekter af klimaforandringer ligger i dag hos den enkelte grundejer, men udfordringerne har taget et omfang, der gør, at myndighederne bør tage et større, samlet ansvar. Vi har kort sagt brug for helhedsplaner for hele vandløbssystemer og for større sammenhængende kystrækninger.
Det samlede ansvar er vigtigt ud fra den betragtning, at fra to tredjedele af Danmark bevæger vandet sig mod søer, åer eller fjorde, der ligger i mindst to og helt op til 11 kommuner. Så når vi skal finde de gode løsninger på håndtering af de store vandmængder, bør vi følge vandets strømninger.
Vi bliver nødt til at anskue klimatilpasningen i et større perspektiv. Se ud over den enkelte kommunegrænse og i stedet iværksætte helhedsløsninger i samlede vandoplande. Gudenåen er et godt eksempel. Danmarks længste å løber igennem syv kommuner, der er dybt afhængige af, at vandstandsstigningerne bliver håndteret i fællesskab.
Derfor har Region Midtjylland etableret og koordineret et tæt samarbejde med kommuner, forsyningsselskaber og universiteter om, at lave en langsigtet strategi for den regionale klimatilpasning. I alt har projektet 31 partnere, der foruden strategien også udvikler konkrete klimatilpasningsløsninger som bidrager til at dæmme op for vandet i regionen.
For få fælles løsninger
I dag har landets fem regioner ikke noget formelt ansvar for klimatilpasningen. Men det bør der ændres på, i forbindelse med regeringens igangværende arbejde med nationale klimatilpasningsplaner. Det vil sikre rammerne for endnu flere samarbejder på tværs af kommuner og regioner – sådan som vi ser det i Region Midtjylland.
Vi skal have indsatsen så tæt på borgerne som muligt, men uden at miste det store overblik. Og så skal finansieringen på plads. Her bør vi skele til Holland, der lige som Danmark ligger lavt. Her har man organiseret sig sådan, at staten sørger for rammefinansieringen, som så fordeles og anvendes af såkaldte regionale vandbestyrelser i samarbejde med alle relevante organisationer og lokale borgere. På den måde har hollænderne fået råd til meget ambitiøse projekter, som bliver ført ud i livet i involverende samarbejder.
Klimaforandringer er en fast del af vores fremtid, og vi skal handle nu, hvis vi skal imødegå dem. Vi skal turde vende plejer ryggen, og i stedet gøre det, som vi ved virker – til gavn for de mange mennesker, som allerede nu mærker konsekvenserne af klimaforandringerne.