Gå til indhold

Klima

Danske hospitaler skal være grønne fyrtårne

I Danske Regioner arbejder vi for at gøre vores hospitaler grønnere. Vi har høje ambitioner, men for at lykkes med den store grønne omstilling kræver det et bedre og tættere samarbejde på tværs. Vores grønne nytårsønske er derfor at styrke det brede samarbejde om at realisere de grønne hospitaler i Danmark.

Af Heino Knudsen, fmd. for Udvalget for Miljø og Ressourcer i Danske Regioner. Bragt i Klimamonitor den 4. januar 2021.

I Danske Regioner har vi en klar målsætning om, at vores hospitaler skal være grønnere. Fra 2018 til 2030 vil vi skære hele 75 pct. af CO2-udledningen fra el, varme og transport i hospitalsdriften. Det slår vi fast i et nyt udspil ”Grønne hospitaler og institutioner” fra september 2020.

Det kræver en kæmpe indsats i alle regioner at tænke klima ind i alle led og sikre et sundhedsvæsen, der agerer langt mere klimavenligt. Vi får brug for hjælp fra alle sider. Og derfor er vores største nytårsønske at styrke samarbejdet og indgå et formelt klimapartnerskab med regeringen, som kan bidrage til at realisere målet.

Indsats på fire områder

Det er en enorm klimareduktion, vi lægger op til. I hele tal betyder målsætningen i udspillet, at regionernes hospitaler og institutioner skal gå fra at udlede ca. 217.000 tons CO2 fra el, varme og transport om året til at udlede ca. 55.000 tons CO2 om året inden 2030.

En del af reduktionen får vi foræret fra den grønne omstilling af energisektoren i Danmark, men derudover ønsker vi at gøre en ekstra indsats inden for fire områder: Klimavenlige bygninger, Grønne brændstoffer og optimeret transport, Bæredygtige indkøb og Cirkulær økonomi.

Hver region forpligter sig i deres egne klimaplaner og arbejder hver dag på at tænke klimaudfordringen ind i alle led af hospitalsdriften og hospitalsbyggerier.

Der findes allerede mange gode eksempler på, hvordan regionerne kan gøre deres hospitalsdrift mere klimavenlig.

I alle regioner er der eksempelvis fokus på affaldssortering og genanvendelse af bl.a. madrester og plastik. Og vi vil fremover stille flere grønne krav til vores leverandører, når vi køber ind, så vi på den måde kan være med til at modne markedet og påvirke danske og udenlandske leverandører til at producere mere klimavenligt. Ved at indgå i dialog og partnerskaber med leverandører og deres interesseorganisationer, får vi selv flere grønne produkter, kan forlænge produkternes levetid og genanvende mere. Derudover udarbejder Danske Regioner nu et årligt klimaregnskab på tværs af regionerne, så vi løbende kan måle og sammenligne indsatsen frem mod et grønnere 2030.

Nyt grønt samarbejde med regeringen

Men for at vi skal komme helt i mål har vi brug for grønne partnerskaber med statslige myndigheder og institutioner, vores leverandører, vores medarbejdere og mange af jer læsere. Vi skal med andre ord hjælpe hinanden til gensidig gavn.

Klima-, energi- og forsyningsministeren har for nylig inviteret Danske Regioner til at deltage i et grønt samarbejdsudvalg. Vi er glade for den åbne dør og ser samarbejdsudvalget som en god mulighed for tættere dialog. Jeg vil personligt arbejde for, at udvalget bliver en effektiv ramme for vores samarbejde, hvor vi løbende kan bringe konkrete udfordringer op, som vi står med.
Derudover ønsker vi hos Danske Regioner også forpligtende aftaler. Vi har derfor opfordret regeringen til, at vi indgår en klimasamarbejdsaftale med konkrete initiativer for de grønne hospitaler, så vi sammen kan være med til at drive den grønne omstilling.

Vi vil nemlig rigtig gerne gå forrest med at drive den grønne omstilling af Danmarks offentlige sektor og vise vejen for sundhedsvæsener i resten af verden – men det kræver nogle stærke samarbejdspartnere at gå hele vejen. Det håber vi, at 2021 vil bringe.

Rigtig godt og grønt nytår!

Eksempler på grønne tiltag i regionerne

Alle regioner arbejder med, hvordan de kan gøre driften mere klimavenlig. Her er et par eksempler:

  • I Region Nordjylland sendes madrester fra Regionshospital Nordjylland via madkværn til bio-forgasning.
  • Region Midtjylland kører testlabs, hvor to specifikke plasttyper sorteres for sig for at give affaldet højst mulig genanvendelsesværdi.
  • I Region Syddanmarks nye indkøbspolitik arbejdes der med at forlænge produkters levetid gennem flere leasingaftaler, reparation, opgraderingsmuligheder og tilbagetagningsordninger.
  • Region Sjælland har et plastprojekt på hospitalerne, der fokuserer på tre plasttyper, og hvor der ses på blandet plast fra operationer.
  • Region Hovedstaden har indført, at affald sorteres ensartet i 10 fraktioner på tværs af kommuneskel og i alle bygninger og matrikler. Der er fokus på at minimere klinisk og farligt affald.