Miljø og ressourcer
Af Mads Duedahl (V), formand for Danske Regioners udvalg for miljø og klima, og Bruno Jerup (EL), næstformand i Danske Regioners udvalg for miljø og klima. Indlægget blev bragt i WaterTech den 1. november 2022.
I Danske Regioner har vi syv realisérbare forslag til en national klimatilpasningsplan. En plan, som regeringen og Folketinget ikke nåede at få forhandlet på plads inden valget, men som vil være en vigtig opgave i næste valgperiode.
For den store trussel kommer ikke fra havstigningen alene, men fra de stormfloder, som skal lægges oven i – og som bliver flere og voldsommere. Mere og stærkere nedbør fører også til en øget afstrømning fra land og dermed stigende vandstande ved fjorde og å-udløb, hvor mange af vores byer og dermed borgernes boliger, og vigtig infrastruktur, er placeret.
Derfor haster det med at komme i gang med en sammenhængende klimatilpasningsplan for de danske kyster, men også for de vandoplande, som er de geografiske områder, hvor vandet løber ud til kysterne.
Vandets geografi passer til regionerne
Vand bevæger sig inden for vandoplande og langs længere sammenhængende kyststrækninger. Uden sammenhæng mellem de enkelte klimatilpasningsløsninger, løber vandet bare udenom. Vi er nødt til at forholde os til det, man kan kalde ”vandets geografi”. Populært sagt: At vand løber nedad.
Stort set alle kyststrækninger og vandoplande går på tværs af flere kommuner. Enkelte vandoplande går på tværs af regionsgrænser, men ingen ligger i mere end to regioner. Vandets geografi er regional.
Der bliver nødt til at være en sammenhæng mellem de lokale initiativer. Det handler eksempelvis om at undgå, at der bygges diger i forskellige højder i tilstødende kommuner, eller at tiltag mod oversvømmelser på en å-strækning sender vandet nedstrøms og blot flytter vandet til et andet sted. Vi skal tænke de små projekter sammen med de store projekter.
Derfor foreslår vi, at der fremover skal udarbejdes regionale klimatilpasningsplaner, der kan sikre sammenhæng og følge vandets kredsløb. Planerne skal forankres som en myndighedsopgave i regionerne, og er det centrale greb i Danske Regioner udspil ”Vandet kommer”, der indeholder syv forslag til en samlet plan for klimatilpasning af Danmark.
Klimatilpasning skal ske i balance mellem større planlægning og nærdemokrati
De regionale klimatilpasningsplaner bør udarbejdes i et samarbejde mellem regioner, kommuner, forsyningsselskaber og borgere, digelag, virksomheder, naturinteresser mv. Konkret foreslår Danske Regioner, der nedsættes Kyst- og Vandråd, som kan sikre demokratisk forankring og tidlig involvering af relevante interesser og borgere.
Når vi klimatilpasser i dag, så sker det enten som isolerede lokale projekter, eller - når bølgerne går højt – med statslige anlægslove, der skal forsøge at løse, at vandet ikke følger kommunegrænserne. Men at løse noget så borgernært og så omfattende som klimatilpasning med statslige anlægslove, sætter nærdemokratiet ud af kraft. Og de lokale løsninger vil sammenlagt ikke kunne løse opgaven.
Regionale klimatilpasningsplaner kan skabe balance mellem behovet for større og sammenhængende planlægning på den ene side og den demokratiske og lokale forankring på den anden.
Brug for flere fælles løsninger
Når vi taler de store havstigninger, så bliver det åbenlyst, at vi er nødt til at se på længere kystlinjer. Hård kystsikring ét sted øger potentielt erosionen et andet. Det skal der tages højde for, når man ser på, hvilke løsninger man tilskynder et digelag til. Det er ikke altid en populær opgave, men vi har brug for flere fælles løsninger, og det bør ske med flere fællesprojekter efter Kystbeskyttelsesloven. Igen: Den regionale geografi er et godt match for vandets.
Vi skal stoppe med at bygge de steder, der er allermest udsatte. Og bygger vi alligevel ved eks. ved kysterne og på de attraktive havnearealer, så bør det ske, så udviklingen bidrager til løsningen, og ikke så vi blot skaber et nyt fremtidigt beskyttelsesbehov.
Klimatilpasning vil over tid ændre det danske landskab fundamentalt. Vi bør sikre, at det bliver til det bedre. 60% af de danske kyster er enten fredede eller udlagt som Natura 2000 områder, uanset om vi tilpasser eller ej, vil naturen blive påvirket af klimaforandringerne. Vores mål må være at arbejde med naturen og skabe ny natur og kompenserende natur, når vi griber ind i den eksisterende. Også derfor har vi brug for både det lokale ejerskab og de større sammenhængende løsninger i partnerskab.
De rigtige løsninger i prioriteret rækkefølge - og til færrest mulige omkostninger
Klimatilpasning skal på lange stræk finansieres af dem, der har mest gavn af den. Det er et sundt princip, men ikke tilstrækkeligt til at få os i mål med klimatilpasningen. Vi har og får brug for offentlige investeringer. Men offentlige midler fra en fond eller lignende garanterer ikke i sig selv, at vi får udviklet de rigtige tværgående projekter, eller at vi prioriterer dem i den mest optimale rækkefølge. Det kan regionale klimatilpasningsplaner bidrage til. De regionale planer kan prioritere, hvilke projekter der skal gennemføres og i hvilken rækkefølge. Regionerne kan også samle og kombinere flere finansieringskilder, fx så udtagning af lavbundsjorde kombineres med klimatilpasning, når det er muligt.
Presset på nye offentlige midler kan også lettes ved at gå efter nogle af de mange milliarder, som EU afsætter til klimatilpasning, og som regionerne har gode erfaringer med at trække hjem til Danmark.
Mange af de klimatilpasningsprojekter, vi i dag ser på som fyrtårne, er initieret af regionerne som partnerskaber med kommuner, borgergrupper, styrelser, forsyninger og virksomheder. Men projekttilgangen har sine begrænsninger, og lovgivningen giver ikke regionerne mulighed for at påtage sig en et reelt ansvar for klimatilpasning. Det er derfor essentielt for en national klimatilpasningsplan, at regionerne får en sådan rolle.