Gå til indhold

Psykiatri

Ny aftale sender milliardbeløb til psykiatrien

Unge, der mistrives psykisk, skal gribes tidligt. Ventetiderne til behandling i sygehuspsykiatrien skal ned. Og mennesker med svære psykiske lidelser skal opleve bedre sammenhæng i deres behandlingsforløb. En ny aftale mellem regeringen, Danske Regioner og KL sender et milliardbeløb til psykiatrien.

Mennesker, der mistrives psykisk eller kæmper med sindslidelser, skal fremover have bedre og hurtigere hjælp og behandling, når de kommer i kontakt med psykiatrien.

Og selvom der er fremskridt at spore i psykiatrien, så kræver det massive investeringer at rette op på et område, som i mange år ikke har fået tilført tilstrækkelig økonomi og blandt andet har været finansieret gennem midlertidige bevillinger, der har gjort det svært at planlægge langsigtet.

Med den samlede 10-årsplan for psykiatrien har regeringen og Folketingets partier sikret et historisk og varigt løft af psykiatrien på 4,6 milliarder kroner ekstra årligt. Og en ny aftale mellem regeringen, Danske Regioner og KL udmønter nu godt to milliarder kroner.

Pengene skal blandt andet bruges til at styrke kapaciteten i sygehuspsykiatrien og løfte kvaliteten i behandlingen på tværs af landet. Og ifølge indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde er det økonomiske løft en milepæl:

- Med 10-årsplanen giver vi psykiatrien det største økonomiske løft nogensinde. Det er tiltrængt og en helt afgørende milepæl. Mennesker, der mistrives psykisk eller er ramt af psykisk sygdom, skal have hurtigere, bedre og mere sammenhængende hjælp. Og med den massive investering kan regioner og kommuner fortsætte arbejdet med at skabe en stærk psykiatri både på og uden for sygehusene.

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen glæder sig over, at man nu har udmøntet godt to milliarder kroner, så det bliver muligt at foretage langsigtet planlægning og bygge en stærkere psykiatri på tværs af social- og sundhedsområdet:

- Ingen skal udskrives til ingenting - det er helt centralt for mig i arbejdet med psykiatriaftalen. Nu skal aftalen blive til virkelighed, så vi kan hjælpe mennesker bedst muligt videre efter en indlæggelse i psykiatrien. Som tidligere overborgmester og regionsrådsformand ved jeg, at det kræver bedre sammenhænge mellem kommuner og regioner. Derfor glæder det mig, at KL og Danske Regioner nu er med ombord.

For mange patienter i psykiatrien må i dag vente for længe på at få hjælp. Langt flere skal have hjælp tidligere, før de bliver så syge, at de skal behandles på hospitalet, siger formand for Danske Regioner Anders Kühnau:

- Aftalen om 10-årsplanen for psykiatrien er historisk. Vi får nu et stærkt rygstød til, at vi kan opbygge den nødvendige kapacitet i psykiatrien. Vi skal skabe forbedringer, der kan mærkes af både patienter, pårørende og personale. Det bliver en stor opgave. Men nu har vi det nødvendige fundament, som vi kan bygge videre på.

(Nyhed fortsætter under foto)

Foto: Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, formand for Danske Regioner Anders Kühnau og social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen til doorstep om 10-årsplan for psykiatrien. 

Det er ikke kun sygehuspsykiatrien, der nu styrkes. Det er også vigtigt, at der er et fintmasket sikkerhedsnet med socialfaglig støtte, når patienterne udskrives efter en sygehusindlæggelse. Derfor skal socialpsykiatrien også have et løft, og sammenhængen mellem social- og sygehuspsykiatrien skal blive stærkere, så eksempelvis mennesker med svære psykiske lidelser kan undgå at blive indlagt gentagne gange, siger formand for KL Martin Damm:

- Det er helt afgørende, at vi nu får et reelt løft af den samlede psykiatri på tværs af regioner og kommuner. Kommunerne har længe efterlyst et mere stabilt grundlag og ressourcer til at kunne løfte indsatsen i socialpsykiatrien, og den her aftale er et skridt i den rigtige retning. For en velfungerende socialpsykiatri er afgørende for, at mennesker med en psykisk lidelse kan leve et godt hverdagsliv med livskvalitet, fællesskaber, job, uddannelse og selvbestemmelse over eget liv. Men vi kommer ikke uden om, at der fortsat er store udfordringer i psykiatrien, som over de næste mange år vil kræve vedholdenhed fra alle parter at løse.

FAKTA: Sådan udmøntes de 4,6 milliarder kroner

Med ’Aftale om en samlet 10-årsplan for psykiatrien’ følger der årligt og varigt 2,6 milliarder kroner. Aftalen bygger oven på to tidligere politiske aftaler, der tilfører psykiatrien et varigt, økonomisk løft på i alt 2 milliarder kroner.

Dermed får psykiatrien et samlet varigt, økonomisk løft på 4,6 milliarder kroner i 2030. Det svarer til en stigning på 35 procent sammenlignet med 2019.

Med ’Aftale mellem regeringen, Danske Regioner og KL om udmøntning, implementering og opfølgning på en samlet 10-årsplan for psykiatrien’ udmøntes hovedparten af de resterende midler.

Læs aftalen