Gå til indhold

Unge

Danske Regioner vil give bedre forhold til unge patienter  

Mange patienter er yngre, end vi tror. Næsten hver femte ung lider af kronisk eller alvorlig sygdom, og mange af dem besøger hyppigt hospitalerne. Danske Regioner opfordrer i et nyt udspil til, at hospitalerne i højere grad tager højde for de særlige behov og udfordringer, som unge har.

- Mange unge oplever nemlig, at sundhedsvæsenet ikke er gearet til at møde dem i øjenhøjde. De føler sig hverken hjemme på børneafdelingerne eller voksenafdelingerne, og overgangen kan være både forvirrende og risikabel. Det bør hospitalerne gøre noget ved, siger formand for Danske Regioners Udvalg for det Nære Sundhedsvæsen, Christoffer Buster Reinhardt. 

 (Nyheden fortsætter under illustrationen)

Centrale målsætninger

For at skabe en mere sikker og tryg overgang fra børne- og ungeafdelingen anbefaler Danske Regioner bl.a., at medarbejdere fra både børne- og ungeafdelingerne og voksenafdelinger holder fælles konsultationer i overgangsfasen ved 18-års-alderen. Det kan være med til at forhindre, at unge udebliver fra konsultationer og forhindre, at de følger behandlingen dårligere ved overgangen.

- Når unge udebliver, giver det nemlig ofte sygdomskomplikationer og tilbagefald, som kræver ekstra behandling, og det er hverken ønskeligt for de unge, sundhedsvæsenet eller samfundsøkonomien, lyder det fra Christoffer Buster Reinhardt. 

Et ungdomsliv med sygdom – ikke et sygt ungdomsliv

Baggrunden for udspillet fra Danske Regioner er, at sundhedsvæsenet i højere grad bør rumme unge som hele mennesker og ikke som patienter og diagnoser: Unge skal kunne leve et ungdomsliv på trods af deres sygdom. Det mål kan ifølge udspillet også hjælpes på vej ved at oprette mentor-ordninger, ungefællesskaber på hospitalerne og ved at tilpasse konsultationstider efter unges behov, så de stadig kan passe deres skole- og fritidsaktiviteter. 
Sundhedspersonale skal desuden klædes bedre på til at kommunikere med unge og opdage sygdomme tidligt. 

Gode eksempler kan udbredes 

Mange hospitaler har gode erfaringer med at inddrage unge patienter i unge-paneler, der  fungerer som en slags brugerråd. De er gode eksempler til efterfølgelse. 
- Ungepaneler er bare ét eksempel på, hvordan vi kan gøre mere for den ensomhed og de besværligheder, som mange af unge patienter oplever. Derfor bør de og rækken af øvrige anbefalinger udbredes, siger formand for Danske Regioners Udvalg for det Nære Sundhedsvæsen, Christoffer Buster Reinhard. 
Han henviser til flere gode eksempler: På Aarhus Universitetshospital, kombinerer unge nyrepatienter deres kontrolbesøg med sociale aktiviteter som fodboldgolf. 
På nogle af de psykiatriske afdelinger har unge selv mulighed for at bestemme, hvornår de har brug for indlæggelse. 

På Herlev Hospital fungerer ungementorer som brobyggere mellem patienter og personale. Og vinderen af Danske Regioners årlige patientoplevelsespris i år, var børne- og ungeafdelinger i Nordjylland og Midtjylland, der samarbejder for at mindske vanskelighederne ved overgangen til en voksenafdeling. 

Et opgør med berøringsangst

”Unge er hverken børn eller voksne – de er unge,” lyder det i udspillet. 
- Med initiativerne ønsker Danske Regioner at tage unge patienters udfordringer og behov mere alvorligt. De skal føle sig set, hørt og favnet som dem, de er, lyder det fra Christoffer Buster Reinhardt. 

Læs mere:

 

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Relaterede nyheder

Læs mere

Regionerne sætter ind mod brugen af speciallæger i langtidsvikariater i psykiatrien

Danske Regioner stopper for brugen af psykiatere i langtidsvikariater i hospitalspsykiatrien. Det gælder både i børne- og ungdomspsykiatrien og voksenpsykiatrien. Målet er at få flere psykiatere over i faste stillinger. Udfasningen af de lange vikariater skal ske i 2026.

Læs mere

Danske Regioner: Giv direkte adgang til fysioterapi med tilskud

Det bør ikke være nødvendigt, at man først skal forbi sin egen læge for at blive henvist til en fysioterapeut, mener Danske Regioner. Danskerne bør i stedet have direkte adgang til almen fysioterapi med tilskud.

Læs mere

DH og Danske Regioner: Det er nu, vi kan skabe den nødvendige forandring på hjælpemiddelområdet

Regeringen og partierne bag sundhedsreformen og rammeaftalen på det specialiserede socialområde står lige nu overfor at skulle tage stilling til at forandre hjælpemiddelområdet. DH og Danske Regioner har fire konkrete forslag til, hvordan vi i fremtiden sikrer en hurtig og ensartet adgang til hjælpemidler til gavn for de mere end 300.000 danskere, der har brug for støtte i hverdagen.

Læs mere

2024 bød på 4.244 flyvninger og 10-års jubilæum for akutlægehelikopterne

Årsrapporten for Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning 2024 viser et stabilt aktivitetsniveau for landets fire akutlægehelikoptere, en høj patienttilfredshed og et tilbageblik på de første 10 år med højtspecialiseret lægefaglig hjælp fra luften.  

Læs mere