Gå til indhold

Patientbehandling

Hospitaler skal have mere fokus på unge patienter

Mange unge lider af alvorlige eller kroniske fysiske eller psykiske sygdomme. Flere end man tror:  Næsten hver femte af de unge lever med en sygdom. Mange af dem har hyppigt kontakt med hospitaler, og behandlingen bør i højere grad indrettes på de unges præmisser.  

Af bestyrelsesmedlemmer i Danske Regioner: Mette With Hagensen (A), Karin Friis Bach (B), og 
Christoffer Buster Reinhardt (C). Indlægget er bragt i Avisen Danmark d. 7/6 2025

Ofte har unge patienter også andre udfordringer ud over deres sygdom. Det har vi erfaret ved hospitalsbesøg og debatter -fx på Folkemødet med unge patienter. Snart har vi endnu en debat i Danske Regioners telt på Bornholm, og så vil vi løfte sløret for Danske Regioners ambitioner på området.

(Indlægget fortsætter under fotoet)

Unge patienter har nemlig forskellige behov, som regionerne nu vil tage bedre hånd om:
For hvordan undgår unge patienter at komme bagefter med skolearbejdet under en langvarig indlæggelse?
Hvad tænker teenage-vennerne, når de kommer på besøg på hospitalet, og er omgivet af plakater med Bamse og Kylling på en afdeling, hvor de andre patienter er børn?
Og er der mon en ny og okay kontaktperson på voksenafdelingen, når man skal forlade børne- og ungeafdelingen som 18-årig?
Eller er det hele så fremmed på voksenafdelingen, at man ikke længere møder op til kontroller og behandlinger så sygdommen forværres?
Det er bare nogle af de udfordringer, som unge fortæller om -
vel at mærke oveni deres sygdom - som i sig selv kan være belastende nok. 

Overgangen til en voksenafdeling kan nemlig være udfordrende for den unge: Så for at øge livskvaliteten, undgå udeblivelser og et fald i behandlingskvaliteten, vil vi nu i Danske Regioner se på, hvordan vi sikrer bedre overgange. 

Der er nemlig stor forskel på at være patient på en børneafdeling og en voksenafdeling, hvor de fleste er meget ældre end én selv. Der stilles flere krav på en voksenafdeling. Men unge bliver ikke voksne fra den ene dag til den anden, når de fylder 18 år. 

De unge patienter har heldigvis stor glæde af hinanden i dé unge-paneler, der er oprettet på over 20 hospitaler. Panelerne fungerer som brugerpaneler på samme måde som elevrådene på landets skoler. 
På opfordring fra panelerne, tager afdelingerne heldigvis ofte -så vidt det er muligt- hensyn til de unges ønsker. 

Både jævnaldrende og voksne kan spille en væsentlig rolle, når man er indlagt som ung: Ligesom vi forhåbentlig alle fra vores barndom husker lærere eller idrætstrænere, der var særlig gode, så har en 
ung patient heldigvis ofte en særlig god relation til engagerede sundhedsmedarbejdere: Ansatte, der favner og omfavner de unge, og ser dem som hele mennesker. 

Hurra for dem! De skal støttes, og de gode eksempler skal bredes ud. 
Og hurra for de dybt engagerede unge i hospitalernes paneler. De kender forholdene, og ved hvad der kan være brug for på hospitalerne, hvor sygdom, ensomhed og triste tanker kan melde sig. De unge skal ikke føle sig klemte - ”in between” og udenfor i begge lejre, fordi de hverken er børn eller voksne. 

Da vi for kort tid siden uddelte årets patientoplevelsespris på Danske Regioners politiske topmøde i Aarhus, så gjaldt alle de nominerede initiativer da også netop bedre støtte til unge patienter. 
Alle unge fortjener nemlig at komme bedst muligt videre i livet, og derfor er der brug for, at hospitalerne tager hensyn til, hvordan det er at være ung og patient.