Af Anders Kühnau og Mads Duedahl, hhv. formand og næstformand i Danske Regioner. Indlægget er bragt i Avisen Danmark den 18, januar 2026.
Med sundhedsreformen har vi fået en ny ramme for udviklingen af det nære sundhedsvæsen: 17 sundhedsråd, hvor folkevalgte fra regioner og kommuner mødes om et fælles formål – at sætte borgerne i centrum.
Det er en ny konstruktion, som forpligter. Sundhedsrådene skal styrke den nære sundhed, skabe større sammenhæng i indsatsen og bidrage til mere lighed i sundhedsvæsenet.
Et fælles forum med et samlet mål
Der er med andre ord nok at tage fat på og at samarbejde om i de nye sundhedsråd.
Vi skal blandt andet udvikle de nye sundheds- og omsorgspladser og styrke akutsygeplejen, så særligt ældre borgere kan modtage den rette indsats. Vi skal skabe en bedre sammenhæng for borgere med kronisk sygdom og mennesker med psykisk sygdom. Vi skal styrke hospitalernes udadvendte funktioner. Og vi skal udvikle de almenmedicinske tilbud og sikre et tæt samarbejde med de praktiserende læger.
Opgaven er stor, og indsatsområderne mange.
Derfor skal vi også passe på, at vi ikke falder tilbage i gamle handlemønstre og usunde vaner fra fortiden. Herfra er holdningen klar: Vi må ikke lade arbejdet strande på armlægninger mellem regioner og kommuner. Vi sidder ikke i sundhedsrådene med en regionskasket. Ej heller med en kommunekasket. Vi har en fælles forpligtelse for alle borgerne i vores område.
Borgernes stemme skal høres
Går vi alle ind i arbejdet med borgerne i centrum, så tror vi også på, at vi kan lykkes med at udvikle sundhedsindsatser dér, hvor borgerne lever deres liv.
Det kunne være for den ældre kvinde med KOL, der bor alene i en mindre by. For at skabe et trygt og godt behandlingsforløb skal der være bedre sammenhæng mellem hjemmesygeplejen, den praktiserende læge og hospitalets lungespecialister. Det er netop sundhedsrådenes opgave – at sikre fælles løsninger, der betyder, at hun og mange andre møder et samlet sundhedsvæsen i fremtiden.
Det kunne også være tilbud til de mange børn og unge, der i dag står i kø for at få hjælp i en presset psykiatri. Kunne vi ikke sammen tænke i løsninger, der giver tidlig hjælp, så værdifulde børneår ikke bruges i en venteposition?
Lad os lykkes med det, vi alle ønsker
Med sundhedsrådene får vi den politiske motor til at skabe et sundhedsvæsen tættere på borgerne. Men ingen kan løfte opgaven alene. Vi må derfor pensionere sektor- og silotankegang, når vi mødes om vigtige beslutninger.
Rammerne er sat, men et stort arbejde venter forude. Sundhedsrådene skal lykkes med det, som hidtil har været svært at levere på.
Lad os derfor – alle folkevalgte og aktører i sundhedsvæsenet - holde fokus på borgerne, så vi i fællesskab lykkes med det, vi alle ønsker. Nemlig at udvikle et sundhedsvæsen med mere nærhed, mindre ulighed og større sammenhæng. Det skylder vi borgerne.