Den nye overenskomst sikrer lægerne lønstigninger på 6,27 procent over de kommende tre år, forbedrede barselsvilkår, bedre muligheder ved børns sygedage og en ny fritvalgslønkonto, der giver den enkelte større fleksibilitet i arbejdslivet.
Men den mest afgørende nyskabelse er, at alle regionsansatte speciallæger og overlæger fremover får ens vilkår via den nye, fælles overenskomst.
Alt i alt giver det lægerne bedre arbejdsvilkår og en tydelig karrierevej. Det fastslår Yngre Lægers forperson, Wendy Sophie Schou, og Overlægeforeningens formand, Susanne Wammen. De er både glade og stolte over, at det er lykkedes at samle speciallæger og overlæger under én fælles overenskomst:
”Jeg er virkelig glad for, at det er lykkedes at lande en aftale, der giver en reel og tydelig karrierevej for landets godt 9.000 special- og overlæger. Fremover kan speciallægen udvikle sig i sin stilling og være sikker på, at både ansvar og løn følger med. Vi indfører automatisk lønudvikling og sikrer fælles grundlæggende vilkår. Aftalen styrker vilkårene for alle læger – også på længere sigt – og den er blevet til, fordi vi har stået sammen om at løse de udfordringer, der i årevis har præget området,” siger Yngre Lægers forperson, Wendy Sophie Schou.
Og Overlægeforeningens formand, Susanne Wammen, fortsætter:
”Det har været en gigantisk opgave at nå i mål. Jeg er ærlig talt pavestolt over, at det lykkedes. Gode rammer og arbejdsvilkår for lægerne er et vigtigt grundlag for god patientbehandling og udvikling af vores sundhedsvæsen, og det har vi opnået. Overenskomsten letter planlægning og samarbejde i hverdagen, og det er en gave både til sundhedsvæsenet og os. Samtidig er jeg glad for, at overenskomsten kan bidrage til bedre lægedækning og dermed understøtte sundhedsreformen, samtidig med at den sikrer overlægernes vigtige rolle i fremtidens sundhedsvæsen.”