Danske Regioner: Kræftpatienternes rettigheder er fundamentale
Overholdelse af de maksimale ventetider for kræftpatienter er afgørende.
- Alle overskridelser skal selvfølgelig indberettes til Sundhedsstyrelsen, siger formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg, Christoffer Buster Reinhardt.
Rigsrevisionen har fulgt op på en undersøgelse fra 2024. I et opfølgningen har Rigsrevisionen foretaget en stikprøve af 50 patientforløb, hvor tidsfristen ifølge registreringerne var overskredet.
Rigsrevisionen vurderer, at reglerne i flere tilfælde end dem, som regionerne selv har indberettet til Sundhedsstyrelsen, ikke er overholdt.
- Patienternes rettigheder er en afgørende hjørnesten, som vi skal leve op til. Derfor tager vi det meget alvorligt, hvis der er flere patienter end dem, der fremgår, hvor rettighederne ikke er overholdt. Alle overskridelser skal selvfølgelig indberettes til Sundhedsstyrelsen, lyder det fra Christoffer Buster Reinhardt.
Rigsrevisionen konkluderer, at regler er uklare
Rigsrevisionen konkluderer dog i sit notat, at der på flere områder fortsat er uklarhed om, hvordan reglerne skal fortolkes. Og det er desværre fuldstændig rigtigt, mener sundhedsudvalgsformanden i Danske Regioner:
- Vejledningen i forhold til at registrere tidsfristerne er nærmest en jungle at finde rundt i for læger og sundhedspersonale, siger Christoffer Buster Reinhardt.
- Notatet fra Rigsrevisionen understreger, at vejledninger og regler på området er alt for komplekse. Der er behov for at skabe klarhed, og det vil vi meget gerne bidrage til. Det er altafgørende, at vi ikke udvander vores store succes med kræftbehandling med et bureaukrati, som ikke gavner patienterne, tilføjer han.
Et eksempel er, at læger og sundhedspersonale skal finde behandlingstidspunkter og journalføre dem, selv om patienter allerede har fortalt personalet, at de – fx pga. en planlagt familiefest - ikke kan møde op på det foreslåede tidspunkt. Dernæst skal sundhedsmedarbejderne registrere, at patienten ikke har taget imod tiden, for så at finde og journalføre en ny tid til behandling.
Bureaukrati stjæler lægernes tid
- Alle landets regioner har stort fokus på at leve op til de maksimale ventetider. Men vi hører jævnligt fra kræftlægerne, at vejledningen er utrolig bureaukratisk, lang og kompleks. Den efterlader alt for ofte medarbejdere i tvivl om, hvorvidt de har gjort det rigtige, selv om de kun vil det bedste, siger Christoffer Buster Reinhardt.
Danske Regioner har flere gange gjort opmærksom på, at der er behov for en vejledning, der er enkel og forståelig, så hospitalslæger og andre registrerer korrekt.
- Vi vil fortsat opfordre Sundhedsstyrelsen til at sikre en forståelig og mere éntydig vejledning, og vi bidrager fortsat gerne til arbejdet, lover Danske Regioners sundhedsudvalgsformand.