For næsten hver femte ung handler ungdommen ikke kun om nye venner fest, uddannelse og at finde sig selv, og de udfordringer der hører med til det. For næsten hver femte ung handler ungdommen også om sygdom - fysisk, psykisk eller livstruende sygdom - og alle de bekymringer, der følger med.
Flere unge med psykisk, fysisk eller alvorlig sygdom oplever udfordringer i mødet med sundhedsvæsenet. De oplever ikke at blive taget alvorligt, at informationen ikke er rettet mod dem, og at sundhedspersonalet kun har fokus på deres sygdom og ikke deres samlede livssituation.
I et nyt udspil opfordrer Danske Regioner til, at hospitalerne i højere grad tager højde for de særlige behov og udfordringer, som unge har.