Overordnede bemærkninger
Målgruppeafgrænsning
Danske Regioner bemærker, at den nuværende formulering, hvor der henvises til “let til moderat depression og angst”, kan sprogligt forstås som et krav om, at begge lidelser skal være til stede samtidig. Dette vurderes ikke at være i overensstemmelse med intentionen bag ordningen og kan i praksis føre til, at unge med enten let til moderat depression eller let til moderat angst – eller med komorbiditet – utilsigtet falder uden for målgruppen.
Patientens rettighed til hurtig behandling
Danske Regioner bemærker, at den nye rettighed til hurtig behandling placeres i sundhedslovens kapitel om praksisydelser. Dette er i tråd med den politiske ambition om, at behandlingstilbuddet skal leveres det nære sundhedsvæsen.
Danske Regioner bemærker, at det ikke fremgår tilstrækkeligt klart af bekendtgørelsen, at retten til behandling på et privat behandlingssted ved fristoverskridelse er en mulighed, som patienten kan benytte sig af, såfremt patienten ønsker det. Regionerne efterlyser derfor en tydeligere sproglig kobling til sundhedslovens § 73 j .
Faglig kvalitet og behandlingsindhold
Danske Regioners sekretariat og regionerne er positive overfor den nuværende beskrivelse af regionernes ansvar for at levere et tilbud med høj faglig kvalitet og på baggrund af fagligt relevant behandling. Dette giver regionerne mulighed for at tilrettelægge et tilbud med de relevante kompetencer, som imødekommer borgeren behov for hurtig behandling på det rette behandlingsniveau.
Tekstnære bemærkninger
Det foreslås, at formuleringen konsekvent ændres til “depression og/eller angst” i bekendtgørelsen, herunder i overskriften, kapitel 1 samt §§ 1 og 5, for at undgå fortolkningstvivl.
I § 8 stk. 2 er det uklart formuleret, hvad patientens ret er ift. retten til hurtig behandling. Det forslås, at dette præciseres således (se tilpasning med rød):
”Stk. 2. Behandlingen, der tilbydes patienten i tilfælde af, at denne vælger at blive behandlet vederlagsfrit på et privat behandlingssted grundet ventetiden i det regionale tilbud overstiger ventetiden i det private tilbud, skal grundlæggende varetage patientens behandlingsbehov, som er fagligt vurderet af regionen, men behøver ikke nødvendigvis svare én til én og være lig med det behandlingsforløb, der er tilbudt i regionen”.
I § 16 stk. 2 bør det præciseres, at genhenvisning ikke finder anvendelse, som det fremgår af overgangsbekendtgørelsen. Stk. 2. henviser til bekendtgørelse nr. 892 af 25. juni 2025, som indeholder mulighed for genhenvisning. Alternativt skal henvisningen være til overgangsbekendtgørelsen.
Der peges på en mulig fejl i paragrafnummereringen, idet § 11 mangler i bekendtgørelsen.
Det kan med fordel præciseres i bilag 1 om afgrænsning af persongrupper omfattet af § 5, at behandling i almen praksis forstås ved samtaleterapi.
- Læs også Danske Regioners høringssvar i pdf-format herunder: