Overlad ikke patienterne til embedsværket

Statsministeren er på vej med et forslag til en sundhedsreform, der risikerer at svække din mulighed for demokratisk indflydelse. Det vil være konsekvensen, hvis vores nuværende regionale demokrati afskaffes.

Af Regionsrådsformand Anders Kühnau, Region Midtjylland. Bragt i Århus Stiftstidende d. 14/12 2018.

I stedet kan både du og jeg se frem til et sundhedsvæsen, som er centralt styret fra København af embedsmænd, der ikke føler noget særligt ansvar for vores adgang til sundhed. Det er en helt igennem dårlig idé.

Næsten dagligt modtager jeg og resten af mine kolleger i regionsrådet henvendelser fra borgere, der har været i kontakt med vores sundhedsvæsen. Nogen med ris, andre med ros, men begge dele er velkomment. Ved at inddrage og lytte til borgere og tage højde for regionale forhold, når vi træffer beslutninger, kan vi forbedre sundhedsvæsenet.

Det er til tider svært at komme igennem til politikerne på Christiansborg. Og forestil dig så, hvordan det ville være at skulle henvende sig til en embedsmand i et direktorat eller en styrelse? Og skulle det, inden for kontortid, lykkes dig at få en embedsmand i røret i den anden ende, så tænk over hvor seriøst han eller hun vil lytte til dine ønsker om åbningstiderne for lægevagten eller om parkeringsforholdene ved sygehuset. Sådan en indretning har ingen gavn af. Den vil reducere muligheden for dialog og indflydelse på beslutningerne.

Du kan spørge dig selv: Er øget centralisering og mere magt til embedsmændene en fordel for patienterne? Svaret er nej. På valgdagen sidste år betroede I os ansvaret for at sikre patienterne og deres pårørende den bedste behandling. Vi knokler hver dag for at leve op til det ansvar og for at gøre tingene bedre. Det har I valgt os til, og det tager vi alvorligt. Ingen eksperter eller organisationer har efterspurgt et opgør med indretningen af sundhedsvæsnet. Hvorfor? Fordi regionerne i bund og grund er en succes. Selvfølgelig kan vi gøre det bedre, og vi kæmper for, at sundhedsvæsenet skal tættere på den enkelte borgere, på dig, så det opleves trygt, nært og nemt. Den opgave skal løses. Men svaret er ikke at flytte magten til et embedsværk langt væk fra virkeligheden.

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Anders Kühnau,
Fmd. for Løn- og Praksisudvalget, fmd. for Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN), regionsrådsformand
T -
M 23 60 27 68
E kuhnau@rr.rm.dk
Anders Kühnau ny
Relaterede nyheder

Læs mere