Forventning om entydigt ansvar

Naturligvis bliver der indgået mange finanslove og økonomiaftaler inden 2022, og det betyder med al sandsynlighed, at nulvæksten på sundhedsområdet ikke bliver en realitet. Det har aldrig været meningen, at de flerårige udgiftslofter skulle angive det præcise rådighedsbeløb for hverken stat, regioner eller kommuner i de enkelte år.

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget om budgetloven er formålet med de flerårige udgiftslofter, at ”det flerårige perspektiv giver en stabil og langsigtet udgiftsstyring og afstemmer forventningerne til udgiftsudviklingen under de enkelte dellofter.”

Til den langsigtede udgiftsstyring hører forventningen om et entydigt ansvar: ”budgetterne skal alle steder overholdes, og ansvaret herfor skal klart kunne placeres. Økonomistyringen skal også give et robust styringsgrundlag, hvor der er en klar sammenhæng mellem mål, aktiviteter og udgifter, og en solid basis for løbende at prioritere og effektivisere opgaveløsningen, således at der sikres en optimal anvendelse af de økonomiske ressourcer”.

Regioners ansvar at foretage prioritering

Ifølge bemærkningerne skal der altså defineres et entydigt ansvar for at overholde budgetter, prioritere og effektivisere inden for det til enhver tid gældende udgiftsloft. Regionerne har ansvaret for udgiftsstyringen inden for det regionale udgiftsloft. Det er regionerne, der har ansvaret for at levere sundhedsydelser, leve op til patientrettigheder, osv. Derfor er det også regionernes ansvar at foretage den nødvendige løbende prioritering af opgaver og effektivisering af driften, så vi både kan overholde budgettet og levere den service, borgerne har krav på.

Budgetloven er her udtryk for en sund logik med en klar sammenkobling af budget- og driftsansvar. For at gøre det lettere for regioner og kommuner og prioritere og planlægge deres opgaver på længere sigt, er der derfor i budgetloven lagt op til, at de flerårige udgiftslofter skal fungere som pejlemærker, som tilnærmelsesvis skal angive den økonomiske ramme for de kommende år.

Behov for fleksibilitet i årlige udgiftslofter

Budgetlovens problem er, at der er en fundamental konflikt mellem de gode intentioner om flerårige horisonter og behovet for en årlig politisk prioritering og forhandling i økonomiaftaler og finanslove. Al udgiftsvækst er derfor i praksis blevet placeret under det statslige delloft for drift og fordeles derfra ud til regioner, kommuner, relevante statslige virksomheder mv. i forbindelse med finanslove, økonomiaftaler og politiske forlig. Det er ikke unaturligt i et politisk system som det danske, men passer desværre dårligt med budgetlovens målsætning om ”en stabil og langsigtet udgiftsstyring”.

Til trods for den indbyggede konflikt i budgetloven kunne der imidlertid godt indtænkes et stærkere element af ”langsigtet udgiftsstyring” i budgetloven, f.eks. i form af fleksibilitet mellem de enkelte års udgiftslofter, så midler, der ikke bliver brugt det ene år, kan anvendes i det næste. I regionerne ville det f.eks. være gavnligt, hvis vi kunne spare penge op til at dække de flytteomkostninger og den dobbeltdrift, som ikke kan undgås, når vi skal flytte fra de gamle hospitaler og til de nye sygehusbyggerier.

Men sådan er det desværre ikke. De årlige udgiftslofter er absolutte og underminerer dermed incitamentet til en sund flerårig planlægning - et af budgetlovens grundlæggende formål.

Cigarkasser underminerer budgetlovens logik

Situationen bliver ikke bedre af, at en stadig større andel af det økonomiske råderum anvendes på kortsigtede og øremærkede initiativer.

Et aktuelt eksempel er den pulje på 100 mio. kr. årligt til sundhedsområdet, som blev afsat med finansloven for 2018, men næsten et år senere blev fordelt som en stribe små cigarkasser. Pengene er endnu ikke udmøntet og kommer så sent, at de hverken vil kunne få virkning i 2018 eller har kunnet nå at indgå i budgetlægningen for 2019.

Havde de samme 100 mio. kr. i stedet været en del af økonomiaftalen for 2018, ville pengene være kommet patienterne til gode allerede fra begyndelsen af i år og være blevet anvendt mere effektivt som led i en samlet prioritering.

Den type styring underminerer budgetlovens logik om, at det er regionerne, som inden for det regionale udgiftsloft for sundhed skal foretage de nødvendige prioriteringer for at sikre, at budgetterne bliver overholdt og borgerne får den service, de har krav på.

Budgetdisciplin og flerårigt perspektiv skal gå hånd i hånd

De rent symbolske flerårige udgiftslofter samt den stadig mere minutiøse styring gennem cigarkasser og enkeltsager svækker budgetlovens flerårige styringsperspektiv med entydigt decentralt ansvar for opgaver og budgetter. Den nuværende styring fremmer ikke en effektiv ressourceanvendelse, og derfor er der grund til at se nærmere på, om budgetlovens bredere formål om at fremme en langsigtet planlægning og et entydigt budget- og opgaveansvar kan styrkes med justeringer, der fremmer en sund flerårig planlægningshorisont uden at svække lovens hovedformål om forbedret budgetdisciplin.

Overholdelse af budgetter er ikke længere et problem. Det er godt. Nu er det tid til, at vi med budgetloven i hånden tager næste skridt og ser på, hvordan vi bliver bedre til at understøtte regioner og kommuners lokale prioriteringsrum og flerårige planlægning.