Gå til indhold

Robotter alarmerer om hjertestop ved opkald til 1-1-2

En robot er hurtigere end os mennesker til at genkende ord, talemåder og åndedræt. På den måde kan robotter bruges til hurtigt at sikre hjælp til patienter med hjertestop. Udbredelsen af robotterne er en del af et større udspil på hjerteområdet, som Danske Regioner og Hjerteforeningen lancerer.

- Vores foreløbige resultater er gode, og hvis næste måling viser samme tendens, udbredes robotterne til vagtcentraler i hele landet. Sådan lyder det fra Danske Regioners Sophie Hæstorp Andersen, der også er formand for Region Hovedstaden. 

Udbredelsen af robotterne er en del af et større udspil på hjerteområdet, som Danske Regioner og Hjerteforeningen nu lancerer. 

- Hjertestop er meget alvorligt, og det er helt afgørende for overlevelsen, at der er nogen, der træder til med hjælp, siger adm. direktør i Hjerteforeningen, Anne Kaltoft. 

- Derfor er vi glade for, at denne teknologi kan være med til at opspore hjertestop endnu hurtigere og ikke mindst udsigten til, at teknologien udbredes til hele landet, siger Anne Kaltoft. 

Hurtig hjælp er alfa og omega

Indtil videre har robotterne været tilsluttet telefonerne på vagtcentralen i Region Hovedstaden, og hvis de gode erfaringer holder stik, kan de få stor betydning, når de udbredes til resten af landet: 

- Hurtig hjælp er afgørende, for chancen for genoplivning falder med ti procent pr. minut uden hjælp, siger Sophie Hæstorp Andersen. Og netop hurtig hjælp i kraft af førstehjælp og hjertestartere er vigtig.

Ved en tredjedel af alle opkald, hvor der er tale om hjertestop, er borgerne, der ringer, ikke selv klar over, hvad der er galt med personen ved siden af dem. Uden robotterne diagnosticerer personalet 75 procent af hjertestoppene, mens det sker i 84 procent af tilfældene med hjælp fra robotternes talegenkendelse. Og med 4.000 årlige hjertestop på landsplan svarer det til næsten 400 ekstra diagnoser årligt.

 - Det overrasker mig positivt, at så mange flere tilfælde af hjertestop kan opspores på denne måde, og det siger noget om, hvor vigtigt det er, at vi gør brug af den mulighed. Tiden arbejder imod hjertestoppatienter. Jo hurtigere hjertestoppet identificeres, desto hurtigere kan personalet på vagtcentralen guide den, der har ringet, til at give hjertemassage og evt. behandling med hjertestarter, inden ambulancen når frem. Det kan betyde, at patienter med hjertestop kan få hurtigere hjælp og dermed færre men af deres hjertestop. Det kan være forskellen på liv og død, siger Anne Kaltoft. 

100.000 opkald er analyseret

Robotterne er på sin vis både nye og erfarne. De har nemlig allerede gennemlyttet ikke færre end 100.000 gamle opkald. Og ved alle opkald om hjertestop har de registreret særlige karakteristika som ord, åndedræt og talehastighed. Robotterne er udviklet af det private firma, Corti i et samarbejde med bl.a. Region Hovedstadens AMK-vagtcentral, og de har gode chancer for at blive både en landsdækkende succes og en ny eksportvare. 

Håbet er, at robotterne kan bidrage til at forbedre overlevelsen yderligere. På 15 år er overlevelsen ved hjertestop allerede steget fra syv til 22 procent, og generelt dør langt færre patienter af hjertesygdomme i dag end tidligere. 

- Udviklingen er glædelig, og vi fortsætter nu ad samme vej for at endnu flere kan overleve, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Find hele udspillet "20 slag for hjerterne" her.

kontakt

Hvis du vil vide mere

relaterede nyheder

Læs mere

Regioner vil give borgere frit valg af sengepladser udenfor hospitalerne 

Danske Regioner vil løfte kvaliteten for de mange tusinder af patienter, der hvert år ligger i en sygeseng udenfor et hospital. Borgere på de midlertidige og akutte pladser skal bl.a. have frit valg, faste lægetilsyn, og de skal ikke længere opkræves regninger i forbindelse med opholdene. 

Læs mere

88 procent af patienterne er tilfredse

Et stort flertal af patienter er i høj grad tilfredse med behandlingen på de offentlige hospitaler i landets fem regioner. 88 procent af over 390.000 patienter i en ny stor undersøgelse svarer, at de er tilfredse med deres hospitalsbesøg. Tilfredsheden er ét procentpoint højere end året før.

Læs mere

Danske Regioner vil beskytte medarbejderes navne i journaler

Det er afgørende, at regionernes medarbejdere er så trygge som muligt.   - Vi arbejder løbende på at sikre trygge rammer for vores medarbejdere, også der hvor det er svært. I fremtiden vil vi derfor give mulighed for at beskytte medarbejderes navne i journalerne, hvor der er behov for dette, siger formand for Danske Regioner, Anders Kühnau.

Læs mere

MinSundhed-appen giver dig en direkte linje til nærmeste hjælp

Nu bliver det lettere at finde frem til hurtig hjælp som f.eks. tandlægevagten, lægevagten, den nærmeste psykiatriske akutmodtagelse og Livslinien. Fremover vil alle akuthjælpstilbud nemlig være samlet i MinSundhed-appen, som i forvejen ligger på de fleste danskeres telefon.

Læs mere