Gå til indhold

Corona/covid-19

Danske bryggerier hjælper med håndsprit til sundhedsvæsnet

Et tæt samarbejde mellem regioner og erhvervsliv har betydet, at flere danske bryggerier på få uger har omlagt deres produktion, så de nu midlertidigt leverer håndsprit til sundhedsvæsenet. De første 9.000 liter håndsprit er netop landet hos regionerne.

Siden coronavirussens udbrud har håndsprit været en eftertragtet vare. Både her i landet og i resten af verden. Det har man også kunne mærke på de danske hospitaler, hvor håndsprit i perioder har været svær at skaffe hjem.

Derfor er det glædeligt, at flere bryggerier har meldt sig klar til at hjælpe med at få produktionen af håndsprit i vejret, lyder det fra formand for Region Sjælland og medlem af Danske Regioners bestyrelse, Heino Knudsen.

”Håndsprit er afgørende, når vi skal begrænse smittespredningen og sikre en god hygiejne. Og på hospitalerne er håndsprit direkte forbundet til arbejdet med at redde menneskeliv,” siger han og fortsætter:

”Derfor er det også fantastisk at se, at vi på tværs af regionerne og erhvervslivet i fællesskab arbejder sammen om at sikre de nødvendige ressourcer. Det er samarbejdet med bryggerierne om produktion af håndsprit et af mange gode eksempler på.”

Fra bryggerier til hospitaler

Onsdag før påske modtog Borup Kemi den første sending med 10.000 liter ren sprit fra det fynske firma Naturfrisk, som har kunne lave spritten på baggrund af en masse donationer: 

”De her råvarer, der er brugt til produktionen af den første håndsprit, kommer fra både Carlsberg og Royal Unibrew, men også mange fynske virksomheder som Ørbæk Bryggeri, Storms Pakhus, Bodegaen, Viggos, Ryans og Blomsten & Bien har tilsammen doneret mere end 21.000 liter øl,” fortæller Niels Hald, der er direktør i Bryggeriforeningen. 

Han understreger, at der er tale om en samlet indsats, hvor mange byder ind og bidrager med det, de hver især har mulighed for:

”Både store og små bryggerier har hjulpet med donationer, mens Nyborg Destilleri har stillet arbejdskraft og produktionsanlæg til rådighed. Ingen af parterne har en forventning om at tjene penge på produktionen, så det vidner virkelig om, at der også fra bryggeriernes side er en enorm vilje til at hjælpe her i krisen.”   

Borup Kemi har stået for bearbejdningen af den rene sprit, som nu er blevet til foreløbigt 9.000 liter anvendelig håndsprit.

Torsdag blev de mange flasker leveret til Region Hovedstaden, der på vegne af regionerne koordinerer den nationale produktion af værnemidler og håndsprit. Håndspritten vil blive fordelt til hele landet.

Samarbejdet med bryggerierne er en af flere nationale produktioner af håndsprit, som regionerne har etableret i samarbejde med erhvervslivet.

Fakta

Om produktionen af håndsprit

Firmaet Naturfrisk har produceret knap 10.000 liter ren sprit fra sit destilleri, Nyborg Destilleri, til Borup Kemi, der har lavet spritten om til håndsprit til det danske sundhedsvæsen.

Råvarerne til Naturfrisks produktion af ethanol til håndsprit kommer fra store såvel som små donationer:

  • Carlsberg har doneret godt 17.000 liter 16% alkoholbase, som ellers bruges til at fremstille Somersby cider
  • Royal Unibrew har doneret 30.000 liter afdampet alkohol (20%) fra fremstilling af alkoholfri øl
  • Royal Unibrew har gratis hjulpet med transport af øl fra Naturfrisks bryggeri, Ørbæk Bryggeri, og fra fynske restauratører til destillation
  • Ørbæk Bryggeri har doneret 8000 liter Fynsk Forår
  • Salin Group har doneret 150 flasker vin
  • Sall Whisky har doneret 700 liter sprit
  • EnergiFyn har doneret el
  • Storms Pakhus, Bodegaen, Viggos, Ryans og Blomsten & Bien har doneret tilsammen 13.200 liter øl
  • Nyborg Destilleri har doneret arbejdskraft og produktionsanlæg
  • Borup Kemi har doneret arbejdskraft og produktionsanlæg

Hverken bryggerierne eller Borup Kemi tjener penge på produktionen.

Derudover har Bryggeriet Braunstein i Køge destilleret 30.000 liter lavalkohol (20%) op til håndsprit-alkohol, mens Thisted Bryghus sammen med Nordisk Brænderi i Fjerritslev har produceret omkring 350 liter sprit.

Sidenhen har Carlsberg etableret et ethanol-konsortium sammen med Ørsted, Ree Holding og statens nødberedskab om stor-skala produktion af ethanol til desinfektionsmidler. Projektet der er støttet af Carlsbergfondet og Novo Fonden med i alt 17,5 mio. kr., indebærer at Carlsberg i Fredericia omstiller en stor del af sin produktion og distribution til at levere den alkoholbase, anlægget skal køre på. 10 tankbiler vil operere i døgndrift for at levere 1,4 millioner liter alkoholbase om ugen for at holde anlægget kørende.

Om regionernes arbejde

Det er Region Hovedstaden, der på vegne koordinerer den nationale produktion af værnemidler og håndsprit. Det sker i tæt dialog med de øvrige regioner, kommuner og praktiserende læger.

Der er lavet en fordelingsnøgle, der sikrer, at værnemidlerne og kritiske varer bliver fordelt hensigtsmæssigt fra det centrale lager og ud på hospitaler, plejehjem, praktiserende læger mv. i hele landet.

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Pressekontakt

Kontakt Danske Regioners pressevagt på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller på pressekontakt@regioner.dk

Kontakt kommunikationschef i Bryggeriforeningen, Louis Honoré, på telefon 5158 8796 eller på lih@bryggeriforeningen.dk

Hvis du vil vide mere

Om Coronavirus/Covid-19

Find mere information fra danske myndigheder om coronavirus/covid-19 på:

www.coronasmitte.dk

Relaterede nyheder

Læs mere