Lad os bruge krisen konstruktivt til gavn for borgerne
Corona-krisen har vist, at det ikke kræver store omorganiseringer at indfri ønsket om et mere sammenhængende og nært sundhedsvæsen. Derimod kræver det, at vi bygger videre på de faglige fællesskaber, som har vist sig stærke, når det handler om at løse opgaver, der kræver samarbejde på tværs af sektorer, skriver Danske Regioners formand, Stephanie Lose.
Af Stephanie Lose, formand for Danske Regioner. Bragt i Sundhedspolitisk Tidsskrift den 23. juni 2020.
Det danske sundhedsvæsen har i mange år været præget af en kombination af en presset økonomi, øgede forventninger fra borgerne og langt flere patienter. Samtidig har innovation og forskning sat skub i mange nye metoder og løsninger, som vi ikke havde tænkt mulige for bare få år siden.
Derfor har vi i regionerne løbende udviklet nye redskaber til at realisere visionen om at skabe et sundhedsvæsen i verdensklasse. Vi har blandt andet taget hul på den svære debat om prioritering for at sikre, at de bedste løsninger for patienterne bliver taget i anvendelse, og at vi får mest mulig sundhed for pengene. Det har blandt andet ført til initiativet ”vælg klogt” og til oprettelse af Medicinrådet og inden længe Behandlingsrådet, som har til opgave at prioritere de løsninger, der giver mest værdi. Vi har arbejdet intenst med initiativer som værdibaseret sundhed og personlig medicin, der sikrer et større fokus på gode behandlingsresultater for den enkelte fremfor standardløsninger og hospitalsaktivitet. Og vi har opprioriteret arbejdet med forebyggelse og sat fokus på at bekæmpe ulighed i sundhed.
De er alle sammen eksempler på den udvikling, der skal løfte det danske sundhedsvæsen ind i en ny tid, hvor behandlingen er målrettet og skræddersyet til den enkelte borgers behov og individuelle situation, og hvor man anser det som en samfundsopgave, at der arbejdes proaktivt med at sikre folkesundheden.
Og selvom udviklingen allerede er i gang, så er der et par vigtige udfordringer, som vi endnu ikke har fundet varige løsninger på. Udfordringer som vi sammen med regeringen, kommunerne, de alment praktiserende læger og patientforeningerne skal finde løsninger på, når forhandlingerne om en sundhedsaftale og en 10-årsplan for psykiatrien går i gang. I regionerne er vi opsatte på at finde løsningen, der kan opfylde ønsket om et sundhedsvæsen, hvor borgerne ikke skal bekymre sig om, hvem der har myndighedsansvaret, men trygt kan stole på at være i rette hænder på rette tidspunkt og at de rette oplysninger er nået frem. Et sundhedsvæsen der bygger på sammenhæng, nærhed og kvalitet.
Vigtigt at skelne mellem krise- og normalsituation
I disse tider har vi alle, med god grund, fokus på håndtering af corona-krisen og på at sikre, at vi er bedre forberedt fremover, når lignende kriser rammer. For det er naturligvis vigtigt, at vi bruger erfaringerne fra krisen til at forberede os bedre på en ny krise. Og det er der allerede mange bud på, hvordan vi gør, når det kommer til værnemidler, testkapacitet osv. Men når snakken falder på en kommende sundhedsaftale, der skal sætte retningen for videreudviklingen af vores sundhedsvæsen i al almindelighed, mener vi i regionerne, at det er vigtigt at holde fokus på bolden og skelne mellem krise og den daglige normaldrift. For når det kommer til udviklingen af den normale drift af sundhedsvæsenet – de ydelser som borgerne møder hver evig eneste dag – er udfordringerne uændrede.
Derfor er løsningerne set fra regionernes synspunkt også mange af de samme, som vi fremlagde, inden vi overhovedet havde hørt om covid-19. Men krisen har utvivlsomt accelereret nogle af de positive tendenser, som allerede var i gang i vores sundhedsvæsen. Derfor skal vi naturligvis bruge de gode erfaringer fra krisen konstruktivt, så vi får skabt et endnu bedre fremtidigt sundhedsvæsen.
Sammenhæng mellem sundhedsydelser
Det første element i en kommende sundhedsaftale er, at vi får skabt det politiske grundlag for, at der er sammenhæng på tværs af de forskellige ydelser, der leveres i sundhedsvæsenet. Det skal sikre, at patienter med forløb, der går på tværs af regioner, kommuner og almen praksis, oplever ét samlet og trygt forløb. Vi skal huske, at langt de fleste patientforløb i det danske sundhedsvæsen foregår i hospitalssektoren og hos de praktiserende læger. Derfor skal vi ikke lave hele sundhedsvæsenet om alene ud fra hensynet til de cirka 10 procent af patientforløbene, hvor borgerne også har behov for en kommunal indsats.
Behovet for sammenhæng findes således mest hos borgere med kroniske sygdomme, ældre borgere og borgere med psykiatriske lidelser. Selv om det er en ret begrænset del af patientforløbene, er der ofte tale om komplekse og langvarige forløb, som stiller store krav til koordination af sundhedsvæsenets samlede indsats. Derfor er sammenhæng et af de problemer, der skal finde en løsning - en løsning, der er fokuseret på netop den gruppe borgere, hvor det er særlig relevant.
Mens udfordringen med at skabe sammenhæng er velkendt, er løsningerne ikke nødvendigvis åbenbare. Men så er det jo glædeligt at konstatere, at corona-krisen på rekordtid har medvirket til netop at skabe mere sammenhæng mellem sundhedsvæsenets sektorer. Det er vel at mærke sket uden strukturændringer og andre store skrivebordsøvelser.
Vi har været vidner til et langt tættere samarbejde mellem faggrupper i regioner og kommuner. Og rigtig meget tyder på, at det har kunne lade sig gøre, fordi medarbejderne og ledere har arbejdet ud fra klare fælles mål og er blevet sat fri i forhold til de ellers velkendte barrierer for sammenhæng og samarbejde. En af de barrierer er økonomi, som i dagligdagen fører til diskussioner om, hvem der skal betale regningen. En anden er de forskellige regelsæt og logikker, som hersker i hver af de berørte sektorer.
Erfaringerne fra krisen blotlægger behovet for, at der på tværs af sektorer sættes klare politiske mål for den værdi og den sammenhæng, der skal skabes for patienten. Og samtidig er det tydeligt, at de økonomiske rammer skal sættes nationalt eller regionalt, så de ikke spænder ben for det daglige samarbejde.
For os i regionerne bekræfter forløbet, at vi skal afklare betalingsstrømme i nationale eller regionale aftaler, og at vi skal afsætte fælles økonomi til konkrete indsatser, der går på tværs af sektorerne. Men inden for de rammer skal vi give ledere og medarbejdere frihed til at finde de gode løsninger. Det betyder, at vi ikke må begå den fejl, at vi gør de 21 sundhedsklynger til fora for lokalpolitiske konflikter og mini-økonomiforhandlinger. De skal derimod være operative samarbejdsstrukturer mellem fagfolk i almen praksis, kommuner og på hospitaler, som arbejder inden for politiske mål og økonomiske rammer, der er sat i regionale og nationale aftaler.
Nærhed i behandlingen
Et andet vigtigt element i en kommende sundhedsaftale er nærhed i behandlingen. Det handler blandt andet om, at patienterne gerne vil leve så normalt som muligt på trods af, at man måske lever med kronisk sygdom. En masse kontroller på hospitaler eller hos egen læge kan være belastende for den enkelte i forhold til at få en normal tilværelse til at hænge sammen. Derfor skal man så vidt muligt kunne varetage egen sygdom hjemme eller nær sin bopæl i tæt samarbejde med sin praktiserende læge eller kommunens plejepersonale. Det skal naturligvis ske med den tilstrækkelige understøttelse og rådgivning fra specialisterne fra hospitalerne.
I den forbindelse kan de digitale løsninger være et oplagt hjælpemiddel for mange. Det skal ske på en måde, så anvendelse af digitale løsninger ikke kompromitterer patientsikkerheden. Dertil skal vi sikre, at borgere, der har svært ved at håndtere den digitale relation, får den nødvendige hjælp og støtte. Det er derfor vigtigt at finde den rette balance, så udbredelsen af digitale løsninger sker i et tempo, hvor både patienter, pårørende og sundhedspersonalet er trygge ved anvendelsen.
Dertil er det vigtigt, at anvendelse af digitale løsninger er målrettet den enkelte patients behov, formåen og livssituation. Og også her har corona-krisen genereret en lang række positive erfaringer med nogle af de virkemidler, som vi på forhånd forventede skulle bidrage til mere nærhed.
Videokonsultationer og anvendelsen af diverse sundheds-apps har i den grad vundet indpas under krisen. Både borgere og sundhedsfaglige har medvirket til, at vi i fællesskab har taget et kvantespring i brugen af digitale løsninger og velvilligheden hos alle parter har aldrig været større. En ny undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Danske Patienter viser eksempelvis, at 55 procent af de 1460 medvirkende i undersøgelsen, svarer, at de i højere grad ønsker, at kontakten med sundhedsvæsenet sker via video, chat eller telefon. Det momentum skal vi udnytte på tværs af regioner, kommuner og almen praksis.
I regionerne betragter vi udviklingen under corona-krisen som et rygstød, der kan bruges til at fastholde det momentum, der er skabt. Vi begår en stor fejl, hvis ”nærhed” blot bliver en udflytning af kendte funktioner fra hospital til kommune eller praktiserende læge. Vi skal sikre, at vi nytænker måden, vi løser opgaverne på – ellers er der ikke tale om en aflastning af det samlede sundhedsvæsen. De digitale løsninger er en klar vej til at skabe mere nærhed i sundhedsvæsnet generelt, ligesom det specifikt kan være til gavn for patienter, som er svækkede eller som af varierende grunde har vanskeligt ved at møde op hos egen læge. På den måde kan det i højere grad også fungere som erstatning for eller supplement til fysiske møder mellem borgere og sundhedsfaglige medarbejdere og således udgøre en ekstra og nemmere mulighed for kontakt med sundhedsvæsenet.
Kvaliteten er afgørende
Det sidste, men ikke mindst helt afgørende element i en kommende sundhedsaftale, er, at vi sikrer den tilstrækkelige kvalitet i den behandling, som borgerne tilbydes. Det skal ske på alle niveauer. Det betyder i praksis, at alle borgere, ligegyldigt hvor i landet de bor og hvor de henvender sig, møder høj faglig kvalitet. Den vished skal skabe tryghed omkring behandling og forløb – uanset om den foregår i borgerens eget hjem, hos den praktiserende læge, i et kommunalt tilbud eller på et regionalt hospital. Så når vi taler om mere sammenhæng og nærhed i sundhedsvæsenet, skal vi huske på, at kvaliteten skal følge med, så borgerne kan føle sig trygge.
Derfor bør der fra Sundhedsstyrelsens side udarbejdes en national kvalitetsplan, som stiller klare krav til en ensartet kvalitet og kapacitet i den kommunale indsats. Samtidig skal der allokeres midler specifikt til at sikre, at kravene bliver opfyldt. Kvalitetsplanen skal lægge standarden for den kommunale forebyggelse, pleje og rehabilitering. Den skal naturligvis også gælde de sundhedsopgaver, som regioner og kommuner i dag mange steder har gode erfaringer med at løse i fællesskab uden for hospitalet. Det drejer sig eksempelvis om dialyse, blodtransfusion, kemoterapi, hjerterehabilitering og intravenøs behandling – opgaver, som oprindeligt lå på hospitalet, men som i mange tilfælde godt kan løses hjemme hos borgeren selv eller i en kommunal sygeplejeklinik.
En national kvalitetsplan skal sikre et ensartet og højt kvalitetsniveau i alle kommuner, så det ikke længere er den enkelte kommunes prioritering, der bliver definerende for, hvilken kvalitet den enkelte borger kan forvente. I regionerne ser vi desuden gerne, at noget tilsvarende sker på socialområdet.
Den kommunale hjemme(syge)pleje har en stor opgave i at sikre, at borgere kan blive i deres eget hjem, når de blive ældre. Ved at styrke den kommunale hjemme(syge)plejes faglige niveau og ved at sikre, at alle kommuner har samme tilbud af høj kvalitet, kan vi opdage sygdom tidligere. På den måde kan vi forebygge unødige indlæggelser og at borgeren udsættes for lange, komplicerede forløb. For at det skal lykkes, kræver det en tæt dialog med den praktiserende læge, som også vil kunne hente faglig sparring og støtte fra hospitalerne og de praktiserende speciallæger, ligesom de skal kunne tilgå diagnostiske undersøgelser, så de er klædt på til at kunne håndtere flere og mere komplekse behandlinger.
Der har været talt om udflytning af opgaver til kommuner og almen praksis. For almen praksis er det regionernes og PLOs fælles vision, at de praktiserende læger kan overtage et langt større ansvar for det samlede patientforløb, når vi i de kommende år forhåbentlig har opbygget en større kapacitet til at håndtere nye opgaver.
Kommunerne kan først og fremmest yde et kæmpe bidrag til fremtidens sundhedsvæsen ved at sikre højere kvalitet og større kapacitet i forebyggelse, pleje og rehabilitering – alle opgaver, som kommunerne har i forvejen. Med en bedre indsat på disse områder kan vi undgå, at så mange ældre og borgere med kroniske sygdomme får brug for hospitalsbehandling, og det er klart den sikreste vej til at aflaste det samlede sundhedsvæsen og sikre, at hospitalerne fortsat har kapacitet til at klare de mange alvorligt syge, som også er en følge af de demografiske udfordringer de kommende år. Det betyder, at de opgaver, som nogle kommuner allerede løses i dag, fremover skal løses i alle kommuner, så der bliver mere ensartethed i kommunernes tilbud til borgerne.
Krisesituationen skal ikke overskygge hovedfokus
I forbindelse med corona-krisen har regionerne haft en afgørende rolle med at omstille alle landets hospitaler til kriseberedskab. Samtidig har vi haft det operationelle overblik og understøttet centrale aktører med den nødvendige sundhedsfaglige specialviden. Vi har dertil løftet en væsentlig opgave med at sikre indkøb og logistik omkring medicin, værnemidler og test.
Udviklingen under corona-krisen har lært os en masse, som vi skal bruge til at justere kriseberedskabet fremover. Men krisen har også givet os en række værdifulde erfaringer, der skal bruges til at udvikle sundhedsvæsnet i retning af fælles indsatser og brug af flere digitale redskaber. Læringen af krisen er todelt: hvordan kan vi styrke kriseberedskabet, og hvordan kan vi styrke hverdagen i sundhedsvæsenet, så vi kan håndtere fremtidens demografiske udfordringer.
Krisen har tydeligt vist, at det ikke kræver store omorganiseringer at indfri ønsket om et mere sammenhængende og nært sundhedsvæsen. Derimod kræver det, at vi bygger videre på de faglige fællesskaber, som har vist sig stærke og handlekraftige, når det gælder om at løse opgaver, der kræver samarbejde på tværs af sektorerne. Det stiller krav til os politikere om at gå forrest, træffe beslutninger og skabe et solidt fundament for, at fagligheden kan arbejde med kerneopgaven omkring borgeren.
Derfor holder vi i regionerne også fast i vores forslag om, at der alle steder i landet – omkring den 21 akuthospitaler – skal etableres en stærk beslutningsstruktur, hvor hospitalsledelse, kommunale sundhedschefer og praktiserende læger mødes for at sætte retning, træffe beslutninger og fjerne barrierer, så de fælles forløb tilrettelægges med borgeren i centrum.
Vi ser i regionerne frem til de kommende forhandlinger om en sundhedsaftale og vi opfordrer i den forbindelse alle parter til, at vi ikke lader krisesituationen overskygge de velkendte problemstillinger, som en kommende sundhedsaftale skal løse.