Gå til indhold

Coronavirus/Covid-19

Regioner: 3 ud af 4 skal have svar på en COVID-19-test inden for et døgn

Over de seneste mange uger har regionernes medarbejdere udført og analyseret over en halv million COVID-19-tests. Målet er, at tre ud af fire testede skal have svar inden for 24 timer, og at 95 procent skal have et svar inden for 48 timer.

Regionerne har den seneste måned udført mere end 500.000 test for COVID-19, og der har fra begyndelsen været fokus på at levere svar på testen så hurtigt som muligt.

Nu sætter regionerne mål for svartiderne på test. Målsætningerne lyder, at 75 procent af alle testede i regionerne skal have et svar senest 24 timer efter testen. Og når der er gået 48 timer, skal 95 procent have fået svaret på deres test.

- Det er klart, at vi skal sikre hurtig vished for, om man er smittet med COVID-19, så vi kan bremse smittekæden så tidligt som muligt. Derfor går vi nu også ud og siger, at vi i regionerne arbejder ud fra ambitiøse, men realistiske mål om, at tre ud af fire skal have svar inden for bare et døgn, siger Stephanie Lose, der er formand for Danske Regioner.

Akutte patienter har højeste prioritet

En opgørelse fra mandag den 25. maj viser, at regionerne samlet set levede op til målsætningerne for svartider. På landsplan fik 75 procent af de testede svar inden for 22 timer, mens 95 procent af de testede fik svar inden for 40 timer. Mandagen efter, den 1. juni, blev færre testet, da det var 2. pinsedag. Her kom der svar på test inden for hhv. 17 og 23 timer.

Samtidig fik de akutte patienter, som har særlig høj prioritet i regionerne, svar mellem fire og otte timer efter testen blev foretaget.

- Det er glædeligt, at så mange får et svar inden for kort tid, og særligt at vi kan tage hurtigt hånd om de akutte patienter. Det er en meget stor opgave, regionerne har påtaget sig, og vi arbejder hårdt for at sikre så kort svartid som muligt, siger Stephanie Lose.

Resultatet af hårdt arbejde

Regionerne står i langt de fleste tilfælde selv for både at pode og analysere testene. Enkelte regioner sender nogle af prøverne til analyse hos Novo Nordisk, og her er svartiderne typisk lidt længere på grund af transporttiden mellem teststedet og Novo.

Samlet set er svartiderne over hele linjen dog forbedret gennem de seneste uger, og Danske Regioner forventer, at de falder yderligere i takt med, at alle regioner får kapacitet til at analysere flere prøver selv. Samtidig er der investeret i udstyr, der letter det manuelle arbejde med at teste.

- At vi nu har udført mere end en halv million tests i sundhedssporet, er resultatet af en masse medarbejderes benhårde arbejde, og det vil jeg gerne sige tak for. Det er et arbejde, som ikke bare kommer den enkelte dansker, men hele samfundet til gode, siger Stephanie Lose.

Danske Regioner vil fremover offentliggøre svartiderne på test en gang om ugen.

Svartider i sundhedssporet, inkl. Novo-analyser

 

75 pct.

95 pct.

20. maj

27 timer

39 timer

25. maj

22 timer

40 timer

1. juni*

17 timer

23 timer

Mål

24 timer

48 timer


* 1. juni var en helligdag. Der er derfor foretaget færre prøver. Det kan påvirke svartiden.

Corona test bliver undersøgt nærmere på laboratorium
Hvis du vil vide mere

Kontakt

Pressekontakt

Kontakt pressevagten på tlf. 5151 1818 (ikke sms) eller på pressekontakt@regioner.dk

Relaterede nyheder

Læs mere