Gå til indhold

Råstoffer

Regioner: Knappe råstoffer skal bruges mere bæredygtigt

Overalt i landet er der brug for grus, sand og sten til at bygge nyt. Men ressourcerne er i fare for at slippe op, og derfor er det nødvendigt at strække brugen og genanvende flere råstoffer fremover. Det slår Danske Regioner fast i et nyt udspil med fokus på bæredygtig råstofindvinding.

De fem danske regioner arbejder lige nu på højtryk for at færdiggøre og vedtage de nye råstofplaner, der udpeger områder, hvor der skal indvindes bl.a. sand, grus og sten i de kommende år.

Forbruget af råstoffer forventes at stige fremover, men hver gang der hives råstoffer op af jorden, bliver der mindre tilbage. Der er nemlig tale om ikke-fornybare ressourcer, som er i fare for at slippe op på et tidspunkt.

Derfor er det helt nødvendigt, at råstofforsyningen fremover bliver mere bæredygtig. Det siger Heino Knudsen, fmd. for Danske Regioners Udvalg for Miljø og Ressourcer.

”Danmark er et lille og tætbefolket land, og der er ikke mange frie arealer, hvor vi kan grave efter råstoffer til kommende byggerier. Særligt i nogle egne af Danmark kommer vi efterhånden meget tæt på borgerne. Derfor er vi nødt til at arbejde målrettet på at få ressourcerne til at række længere og genanvende mere, end vi gør i dag,” siger han.

Danske Regioners bestyrelse har derfor netop vedtaget et råstofudspil, som har bæredygtighed i centrum igennem hele processen for råstofindvinding. Det gælder både i forhold til udnyttelse, forbrug og genanvendelse af råstoffer, men også i forhold til relationen til de omkringliggende lokalsamfund og naboer, som skal leve med fx grusgrave under og efter indvindingen.

Bæredygtighed i alle led

Det skal ske gennem seks konkrete anbefalinger: 1) Råstofressourcerne på land og på havet skal udnyttes mere effektivt, 2) Markedet for genanvendelse af råstoffer skal styrkes, 3) Det skal være nemmere at bruge genanvendte råstoffer i bygge- og anlægsbranchen, 4) Forbruget af råstoffer i anlægssektoren skal nedbringes på sigt, 5) Naboer og lokalsamfund omkring grusgrave skal kompenseres samt 6) Tidligere råstofgrave skal fremme biodiversitet og rekreative områder i Danmark.

”Vi kommer ikke udenom at se på hele kæden – fra indvindingen til transporten til anvendelsen af materialer i et konkret byggeri – hvis vi skal have en bæredygtig råstofforsyning i Danmark. Samtidig skal vi gøre alt for, at det sker i en god dialog med lokalområderne og kompensere de naboer, som generes af gravning eller lastbilkørsel, ligesom vi skal arbejde for at omdanne nedlagte grusgrave til rekreative områder, som fremmer biodiversiteten. Hele processen skal være bæredygtig,” siger Heino Knudsen.

Han påpeger, at regionerne ikke selv kan føre alle anbefalinger ud i livet. På flere områder kræves der en regulering fra Christiansborg, så offentlige bygherrer fx stiller krav om dokumentation for råstoffernes oprindelse ved større bygge- og anlægsprojekter, samt at der skabes markedsmæssige incitamenter til at bruge genanvendte materialer, hvor det fungerer lige så godt. Det kunne eksempelvis være ved at erstatte nogle råstoffer med fx overskudsjord ved vejanlæg. Det er også Christiansborg, der skal levere lovgivning for at kunne indføre den kompensationsordning, som regionerne foreslår.

Danske Regioner har taget kontakt til vigtige aktører inden for affaldssektoren, byggesektoren og råstofbranchen for at drøfte tankerne, og snart vil man søge nye samarbejder med bl.a. Vejdirektoratet og Transport- og Boligministeriet. Samtidig vil Danske Regioner igen tage kontakt til staten, som er myndighed for råstofudvinding på havet, for at følge op på et ønske om at lave en fælles strategi, så der sikres en optimal udnyttelse af de danske råstoffer både på land og til havs.

Læs hele udspillet her.

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Marie Hauberg, presserådgiver
Kommunikation
M: 23 65 29 77
E: mau@regioner.dk

Relaterede nyheder

Læs mere

Aldrig har den grønne omstilling af sundhedsvæsenet været vigtigere

Hvis vi for alvor vil gøre en forskel for klimaet, kan vi ikke nøjes med at se på det, som vi udleder fra sundhedsvæsnets egne bygninger og transport. Vi er også nødt til at se på vores indkøb og forbrug af produkter og serviceydelser. Samtidig er vi nødt til at løfte sammen. Både på tværs af fagligheder, hospitaler og regioner. Der er ikke tid til, at vi opfinder den dybe flere gange, skriver en række organisationer i sundhedssektoren i en kronik i Avisen Danmark.

Læs mere

Regionernes klimaaftryk fra el, varme og transport er faldet med 45% på blot fem år

Nye tal viser, at regionerne lige nu er godt på vej til at realisere deres målsætning om at reducere klimaaftrykket fra drift af egne bygninger og transport med 75% før 2030.

Læs mere

Danske Regioner: 54 millioner kroner til jordforurening rækker ikke langt

De ekstra millioner, som Miljø- og Ligestillingsministeriet har afsat til at håndtere jordforureninger, der truer søer, åer, fjorde og kyster, er kun nok til at håndtere én forurening om året.

Læs mere

Kære Folketing: Husk, at drikkevandet ikke følger kommunegrænser 

Her i landet åbner mange af os stadig for hanen i køkkenet, når vi har brug for et glas koldt drikkevand – modsat flere steder i Sydeuropa. Og vi skal fortsat have tillid til, at vi kan drikke rent vand fra hanen herhjemme. Det vil vi -som repræsentanter for regioner og vandværker- gerne slå et slag for.

Læs mere