Udfordringer i vores velfærdssamfund, prioritering i sundhedsvæsenet og reformer af sundheden bliver debatteret, når Regionernes Politiske Topmøde løber af stablen den 30. marts i Aarhus.
Generalforsamling 2021
Fremtidens sundhedsvæsen til debat på Danske Regioners generalforsamling
Danske Regioner holder sin årlige generalforsamling på torsdag den 20. maj, og på grund af covid-19 bliver den virtuel lige som sidste år. Dagen bliver dog stadig fyldt med levende politisk debat om sundhedsvæsenet, corona, klima og andre af tidens vigtigste politiske emner. Statsminister Mette Frederiksen leverer regeringens hilsen.
På torsdag den 20. maj mødes de 205 regionsrådspolitikere til den årlige generalforsamling i Danske Regioner.
Som resten af det danske samfund er generalforsamlingen stadig påvirket af covid-19, og derfor vil den igen i år blive afholdt virtuelt og fra forskellige lokationer rundt om i landet.
De regionale folkevalgte vil deltage fra de fem regionshuse, og herfra vil deres politiske indlæg blive transmitteret direkte. Derudover medvirker Danske Regioners formandskab og generalforsamlingens gæstetalere fra et studie i Roskilde.
Trods omstændighederne er programmet stadig tætpakket: Formand for Danske Regioner, Stephanie Lose, holder tale omkring kl. 10.30, og derefter leverer statsminister, Mette Frederiksen, en virtuel hilsen til regionerne. KL’s formand, Jacob Bundsgaard, deltager også i en debat med regionalpolitikerne om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.
I løbet af generalforsamlingen vil der desuden være politiske diskussioner om alt det, der rør sig i regionerne – blandt andet corona-krisen, den kommende sundhedsaftale, 10-årsplanen for psykiatrien og klimaet.
Derudover vil Danske Regioner præsentere nye politiske udspil, og prisen for årets borgerinddragende initiativ vil blive overrakt.
Generalforsamlingen falder i år oven i de igangværende økonomiforhandlinger mellem Danske Regioner og regeringen om regionernes økonomi i 2022.
Følg med
Du kan læse mere om generalforsamlingen og find live-streaming af begivenheden på www.regioner.dk/GF21
Følg også generalforsamlingen på sociale medier via #regioner21.